Udstilling fra Museum Ovartaci

20. jun 2023

15. maj til 25. juni i Kulturhus Bunkeren, Olof Palmes Alle 11, 8200 Aarhus N.

Værkerne knytter an til Museum Ovartacis aktuelle særudstilling

Jeg maler

Jeg skaber

Jeg er (her)

Særudstillingen ”Jeg er (her)” viser blot et lille udsnit af museets store unikke samling. Værkerne er skabt af mennesker, som har eller har haft tilknytning til psykiatrien. Værkerne er et medium, hvor igennem mennesket, der skaber, kan formidle, når ord ikke rækker. Kunsten giver form og farve til følelser og inviterer os som beskuer ind i et rum for kunstnerens indre sind.  Kunsten er stærk og rå og til tider sårbar i sin ærlighed. Den beretter om livet og kampen med det. Dette er ikke kunst for kunstens skyld, men for mennesket.

Arrangementer i forbindelse med museets særudstilling ”Jeg er (her)” – museets særudstillingslokale og Vandrehallen i Kulturhus Bunkeren - som støttes fra ”FO-Aarhus’ debatpulje”:

 

18. maj: Åbning af Museum Ovartaci

• Miniforedrag:

- Forfatter Anne Valbjørn - Ovartaci

- Forsker Brian Benjamin Hansen - Ovartaci: The Signature of Madness

-  Musiker Lars H.U.G. – Mit liv med Ovartaci

• Minikoncert:

- Det nye navn, Trine Omø

• Familieworkshop

- Kreative aktiviteter for børn og voksne

Dagens musiske indslag leveres af sanger og musiker Trine Omø.

Med historien tilbage ti det gamle psykiatriske Hospital i Risskov.

 

5. juni kl. 13-14.00: Rundvisning m/historisk fokus

Dialogbaseret rundvisning hvor der i dagens anledning blev stillet skarpt på historien og grundtankerne bag det første psykiatriske hospital uden for Københavnsområdet – og på omgivelsernes medvirken til heling.

Med afsæt i historien bag tilblivelsen af Psykiatrisk Hospital i Risskov tager museets rundviser dig med på en spændende rejse i museets udstillinger. Gennem udvalgte nedslag i interessante historier og genstande stilles skarpt på tankerne bag det gamle hospital. Fortællingen om Ovartaci giver samtidig et indblik i, hvordan et patientliv gennem 56 år har formet sig indenfor institutionens rammer. Rundvisningen er tilrettelagt således, at den fungerer som en åben dialog.

 

8. aug. kl. 15-17.00: Fortællekoncert v/Penny Flows

En følsom fortællekoncert som giver indblik i, hvordan musikken kan bruges som terapi og medvirke til at hele sindet og lindre i svære situationer. Pernille Karlsen, som går under kunstnernavnet Penny Flows, er uddannet kommunikationsdesigner og selvlært kunstner fra Hadsund, Danmark. Under Corona-tiden strandede hun i Costa Rica, gik ned med stress og var tvunget til at prioritere sit helbred. Hun købte en ukulele og en notesbog, og fandt hurtigt ud af, hvordan musikken kunne bruges som terapi og til at give slip på følelserne. Et år senere havde hun omskrevet sin historie for at udleve drømmen om at stå på scenen og dele musik fra hjertet.

Hun spiller sange fra en svær tid og minder unge som ældre på at livet skal leves i nuet. Penny’s musik er rå og autentisk, hvilket giver lytteren tilladelse til at åbne hjertet uden frygt. “I Am” er navnet på debutalbummet og “rewritten” projektet, hvor hun ønsker at hjælpe andre med at omskrive deres historier igennem musikken.

Program:

15:00-15:30 - velkomst/intro

15:30-16:30 - musik og fortællinger

16:30-17:00 - meditation og fællessang

 

31. aug. kl. 17-18.00: Festuge rundvisning ”Mind the Gap”

Dialogbaseret rundvisning i museets udstillinger med afsæt i temaet for Aarhus Festuge 2023 ”Mind the Gap” – Rundvisningen vil cirkle om, hvordan vi kan "have øje for hinandens forskelligheder”. Med afsæt i festugetemaet "Mind the Gap" åbner rundvisningen for dialogen om, hvordan vi kan have øje for hinandens forskelligheder. Gennem udvalgte nedslag i interessante og tankevækkende fortællinger og spændende genstande og værker introducerer museets guide til den samlede udstilling og lægger op til refleksion og dialog.

 

11-15. sept.: K7 – ung til ung (uge 37)

Som en del af den landsdækkende event giver Museum Ovartaci i uge 37 gratis adgang til unge mellem 18-27 år. Intentionen med det landsdækkende event er at gøre de danske kulturinstitutioner mere tilgængelige for unge og i bedste fald gøre kulturoplevelsen til en mere spontan aktivitet blandt unge. I alt deltager mere end 180 danske kulturinstitutioner i eventet.

På Museum Ovartaci benytter vi eventet til at komme i dialog med de unge ved bl.a. også at tilbyde en særlig rundvisning, hvor museets unge rundviser tager gæsterne med på en spændende dialogbaseret rundvisning i museets udstillinger.

K7-rundvisning 14. sep. kl. 18-19: I forbindelse med K7 arrangerer museet en særlig rundvisning for unge, hvor museets unge rundviser med afsæt i tematikker som normalitet og identitet tager gæsterne med på vandring i museets udstillinger.

Som supplement til det landsdækkende arrangement ”K7” tilbyder Museum Ovartaci et særligt rundvisningsarrangement for unge. Rundvisningen formidler udvalgte tematikker i udstillingerne som normalitet og identitet. Det er museets super dygtige unge rundviser, der står for afviklingen af rundvisningen og stoffet formidles, så der gives plads til refleksioner og dialoger under vejs.

 

16-20. okt.: Familieaktiviteter - uge 42

Skolernes efterårsferie er ensbetydende med flere børnefamilier blandt museets gæster. Disse gæster stiller andre krav til museumsoplevelsen end de mere traditionelle museumsgæster. Derfor tilbyder museet i ugen forskellige aktiviteter for børnefamilier i museets Børn & Unge atelier. De kreative aktiviteter søger at sætte gang i spontane dialog mellem børn og voksne om enmer og tematikekr som normalitet, identitet og ensomhed.

Aktiviteterne i Børn & Unge atelieret i skolernes efteråsferie lægger op til en ligeværdig dialog mellem voksen og børn om udvalgte emner og tematikker i udstillingen. Med afsæt i udstillingen arbejdes der med kreativ udfoldelse, som samtidig giver plads fordybelse og fokuseret opmærksomhed og spontane samtaler om vigtige emner.

Ny børneformidling: I forbindelse med skolernes efterårsferie relancerer Museum Ovartaci et

formidlingstiltag for børnefamilier – Museumskufferten. Museumskufferten indeholder formidlingsmateriale, som åbner mulighed for at børn og voksne sammen kan opleve museets udstillinger. I kufferten findes små opgaver, som på forskelligvis sætter udstilling i spil og åbner mulighed for dialog om og fordybelse i udstillingens genstande, kunst og tematikker. Kufferten henvender sig primært til børn i aldersgruppen 5-10 år og er gratis for børnefamilier, der besøger museet.

Arrangementerne støttes af FO-Aarhus' debatpulje.

Støttes af FO-Aarhus' debatpulje.