Sommercamp for flygtningefamilier

04. jul 2023

120 nytilkomne flygtninge og en masse frivillige indtager Frederiksbjerg Skole i uge 28. Aarhus Kommune holder sommercamp for flygtningefamilier med en blanding af danskundervisning, jobværksted, aktiviteter for børn og fælles familiehygge. Pressen er velkommen efter forudgående aftale.

Aarhus Kommune har tradition for at tilbyde sommeraktiviteter for flygtningefamilier i skolernes sommerferie. I år tilbydes blandt andet en sommercamp med aktiviteter for både børn og voksne. Sommercampen er blevet til efter en donation fra Danske Commodities og afvikles i samarbejde med Lastivka Aarhus, Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet, Red Barnet Ungdom, FO-Aarhus, Dansk Jægerforbund, SKAF (Sammenslutning af kunstaktører for flygtninge) og en masse frivillige.

 

”De tidligere år har både flygtningebørn og forældre haft stor glæde og gavn af vores sommeraktiviteter. Derfor er jeg glad for, at vi også i år kan invitere til sommercamp. Og jeg er glad for, at så mange frivillige stiller op. Engagerede mennesker, der vælger at bruge en uge af deres sommer på at give til andre. Det synes jeg virkelig er prisværdigt,” siger Anders Winnerskjold, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.

 

Sommercampen gør det muligt for familierne at få nogle fælles ferieoplevelser, samtidig med at de voksne overholder deres aktiveringspligt. Om formiddagen er der undervisning for de voksne, mens børnene deltager i lærerige aktiviteter sammen med frivillige på og uden for skolen. De voksne får blandt andet danskundervisning med fokus på job, vejledning om livet i Danmark og lærer at skrive jobansøgninger og CV. Desuden vil virksomheder med ledige job komme på besøg.

Om eftermiddagen hygger børn og voksne sammen om blandt andet kagebagning, kreative værksteder og andre sjove aktiviteter.

 

“Sommercampen er et virkelig stærkt projekt, og det er imponerende at se det store arbejde, de frivillige organisationer og Aarhus Kommune lægger i at skabe gode oplevelser for flygtningebørn og deres forældre. Det er vi glade for at kunne støtte op om,” siger Helle Østergaard Kristiansen, CEO hos Danske Commodities.

 

Sommercampen finder sted den 10.-14. juli kl. 8.30-15.00 på Frederiksbjerg Skole. Pressen er
velkommen til at besøge sommercampen. Besøg skal aftales med udviklingskonsulent Pernille Brandt på perbra@aarhus.dk eller 21190792.