Aarhus Teater fejrer midsommer i sit Forsamlingshus den 21. juni kl. 18-20.00 i Kampmann Salen. Vi fejrer de lyse nætters tid med både fællessang, sommerlig fællesspisning og inspirerende samtale i Forsamlingshuset
Kom i sommerstemning, når Aarhus Teaters korleder Mathias Skaarup Sørensen fører an for sommerens fællessange. Og få stof til eftertanke og refleksion, når vært Simon Axø står i spidsen for samtalen med aftenens gæster om midsommertidens særlige betydning.
Både kristne, hedenske og folkelige traditioner flokkes omkring midsommer. Helt fra gammel tid er sommersolhverv blevet betragtet som en særlig gunstig tid for udøvelsen af hekse og andet troldtøjs magiske ritualer og praksis, og samtidig har vi selvsamme nat tændt bål for i symbolsk forstand at fordrive mørkets kræfter.
I dag eksisterer sankthansaftens lyse fælleskabsfejring med bålet som midtpunkt side om side med heksens genkomst som en populær, feministisk modstandsfigur med en privilegeret forbundethed til naturen.
I denne udgave af Forsamlingshuset fejrer vi derfor både sommernattens hyldest til fællesskabet og lysets komme, og undersøger, hvorfor vi i dag, efter mange års afstandtagen, har inviteret heksen med til festen igen. Alt sammen i midsommerens stemningsfulde ånd.
Simon Axø er forstander på Testrup Højskole og uddannet cand.mag. i Idéhistorie og samfundsfag. Har tidligere undervist i Politisk Teori og Idéhistorie på Statskundskab.
Simon medvirker i radio- og tv-programmer om filosofiske emner og er en engageret stemme i den offentlige debat som foredragsholder, debattør, skribent mv. Simon underviser desuden på højskolens filosofilinje.
Mathias Skaarup Sørensen startede sin musikalske karriere som trommeslager i Odder Garden og har sidenhen taget en bachelor i slagtøj ved Det Jyske Musikkonservatorium, hvorfra han også er uddannet i klassisk korledelse.
I dag er han bl.a. dirigent for Aarhus Teaters Kor imens han underviser på Det Jyske Musikkonservatorium og i kor- og ensembleledelse på OrkesterEfterskolen i Holstebro.
Præsenteres i samarbejde med FO-Aarhus og Testrup Højskole.