Aarhus Litteraturcenter: Fremleje

15. apr 2021

FREMLEJE - to læseoplevelser af den samme novelle sat i scene.

 

9.-15. juni 2021 på den internationale litteraturfestival LiteratureXchange i Aarhus.

En nyskabende tværkunstneriske forestilling baseret på en novelle om ensomhed.

En personlig læseoplevelse, to filmiske fortolkninger af én novelle krydret med sansepakker og efterfølgende publikumssamtale. Når vi læser, skaber vi vores egne sammenhænge. Vi vil give to læsere, der hverken er vandt til at læse bøger eller kommer ud til kulturtilbud, en stemme. I forestillingen Fremleje får publikum et unikt indblik i deres indre billeder, når novellen genskabes nøjagtig som de to læsere ser, hører, lugter og smager den.

 

Novellen – ”Apartment for rent” oversat til ”Fremleje”

Under Corona er ensomhed blevet en folkesygdom. Instruktør Isabelle Reynaud har sammen med Litteraturcentret udvalgt en højaktuel novelle, om ensomhed, af den estiske forfatter Ilmar Taska. I novellen Fremleje udnytter en ældre kvinde unge boligsøgende til at skabe kontakt og inviterer dem ind i sin lejlighed. Novellen vil give en stemme til alle dem der lider af ensomhed, og skabe en forståelse for de valg de træffer selv dem vi allerhelst er foruden.

 

Iscenesættelsen – de 2 læsere som medinstruktør

Sammen med skuespillere og et filmhold, reproduceres to læseoplevelser af samme novelle nøjagtig som læserne sanser den. Scenekunstens livgivende værktøjskasse vil gøre to udvalgte læseres personlige indre billeder og associationsspil, synlige og tilgængelige for publikum. De to læsere er som medinstruktører, med til at caste skuespillerne, finde passende locations og skabe karaktererne. Derved åbnes op for en forståelse af andres tanker og baggrund, styrker og svagheder, ja sågar etik og moral. Desuden åbnes der op for nye publikummer.

 

Fremleje – publikumsinddragende forestilling

Vi starter i Litteraturcentrets hyggelige lokale vogn 1 på Godsbanen. Her vil publikum få mulighed for at læse vores udvalgte scene og derved koble egne billeder, associationer og personer til scenen. Derefter vil de blive guidet gennem sanselige filmiske fortolkninger af de to udvalgte læsere. I en afsluttende debat med instruktøren, skuespiller, læserene og forfatteren, vil publikum få mulighed for at sammenligne og fordybe sig i forskelle og ligheder samt stille spørgsmål til processen. Hvordan sanser vi- hver for sig- skønlitteratur og hvorfor?

 

Samarbejde mellem Aarhus Litteraturcenter, Move'n Act og Teater Carbon ved I. Reynaud

Instruktør Isabelle Reynaud har stor erfaring med tværkunstneriske og publikumsinddragende forestillinger, baseret på litterære værker. Tilskuerne skal ikke påduttes en fortolkning, men skulle gerne bibeholde friheden til at lave egne koblinger til den litterære tekst. Aarhus Litteraturcenter arbejder for et levende og mangfoldigt litteraturmiljø i Aarhus og er interesserede i at formidle litteraturen udover de klassiske, faglige grænser. Det gøres bl.a. ved at udvikle tværkunstneriske initiativer og dermed tænke litteratur i nye sammenhænge for at nå ud til nye publikummer. Derfor er Litteraturcentret og Teater Carbon, ved Isabelle Reynaud oplagte samarbejdspartnere.

LiteratureXchange 2021 – at finde nye veje, former og værktøjer i Covid-19 tiden

Efter aflysningen i 2020 er Fremleje igen programsat fra den 9. – 15. juni. Ikke som den oprindelige guidede tur fra lejlighed til lejlighed, men som en stedbundet forestilling der inkorporerer publikums egen læsning, film, sansepakker med dufte og smagsprøver efter de to udvalgte læseres personlige fortolkninger og en samtale mellem de involverede og publikum. Forestillingen kan på den måde afvikles uanset og uden at gå på kompromis med de kunstneriske ambitioner.

Debatten og samtalen er en integreret del af forestillingen ” Fremleje”.  Publikum inddrages fra begyndelsen i forestillingen, da en del af oplevelsen er at læse begyndelsen af novellen, når forestillingen starter.  Derved knyttes deres egne billeder og erindringer til den skrevne tekst. De bliver også bedt om at beskrive hovedpersonen som de oplever og ser hende i tre ord, før de ser filmene.

Efter filmene, sanseoplevelser og skuespil inviteres publikum til, sammen med forfatteren, instruktøren, skuespiller og de to læsere at diskutere en række emner der udspringer af dette performative læseeksperiment. Publikummet vil kunne sammenligne de forskellige fortolkninger af novellen med deres egne. Diskutere forskelle og ligheder, hvordan vi danner billeder til det skrevne ord.

Hvor meget indflydelse har publikums biografiske, kulturelle, sociale, aldersmæssige og kønsmæssige baggrund på de billeder og forestillinger de knytter til teksten. 

Vores to læsere foretrækker normalt andre interesser end at læse skønlitteratur.

Er der et forskel hvordan de oplever og indtager teksten end de læsevante publikum.

Hvordan opleves ensomhed i alle sine afskygninger?  Hvordan reagerer vi mennesker på ensomhed?

 

Novellen ”An apartemet for rent” er valgt som tekstgrundlag fordi temaet er ensomhed. En kvinde der forsøger med desperate midler at få lidt selskab. Det kunne være lige nu, hvor Corona-pandemien har trukket et langt spor af ensomhed efter sig. Nogle skammer sig og griber som hovedpersonen i novellen efter nogle desperate midler og lyver sig til en anden realitet for at kunne tiltrække selskab. Nogens lys slukkes lige så stille og andre puster indædt til livets ild for at kunne overleve ensomhedens mørke. Ensomheden har mange ansigter, og alle reagerer på sin måde. Med projektet vil vi gerne åbne op for en samtale om ensomhed og derved aftabuisere de konsekvenser der følger i farvandet med isolationen.

 

Tid – og fakta

15 opførelse af Fremleje i perioden 9.-15. juni 2021 under litteraturfestivalen LiteratureXchange. Der er plads til op til 50 publikummer og flere hvis forestillingen streames, helt afhængig af Corona situationen.

Tid: Onsdag 9/6 – fredag 11/6 kl. 17.00 og 19.00, lørdag 12/6 og søndag 13/6 kl. 11.00 og 16.00. Mandag 14/6 og 15/6 kl. 17.00 og 19.00. Varighed: 50 min.

Sted: Vogn 1, Godsbanen, Skovgaardsgade 3

Pris: 80 kr. / ung under 30 år, studerende og pensionister: 60 kr.

Billetsalg på www.litx.dk  

Forestillingen støttes af FO-Aarhus' debatpulje.