Pr. 1. februar har FO-Aarhus overtaget driften af Folkestedets Café og køkken på Carl Blochs Gade 28.
Driften skal ske med et særligt socialt sigte i forhold til at imødekomme Folkestedets brugere, herunder seniorer, førtidspensionister og sårbare borgere. Køkkenet skal drives med en social profil i tråd med Folkestedets ramme for udfoldelse af medborgerskabstanken, herunder at der skabes mulighed for frivillighed og rummelighed i forhold til sårbare borgere. Lejemålet skal derfor drives som en social økonomisk virksomhed, og det skal ikke være et mål at skabe økonomisk overskud, men derimod at skabe social mangfoldighed i køkkenet – og på Folkestedet.
FO-Aarhus har i forvejen god erfaring med socialøkonomisk køkken/kantinedrift (SomaliFood, Kaffe Fair, Gyngen/Café Nicolai).
Læs mere om Folkestedet her: https://folkestedet.dk/
og Folkestedets Café her: https://folkestedet.dk/cafe-folkestedet/
Folkestedet hører under Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg. Til daglig fungerer det rummelige hus som en platform, hvor foreninger, klubber og interesseorganisationer i Aarhus gratis kan holde møder og udfolde deres aktiviteter. Folkestedet er et medborgerhus for alle. Spændvidde, nærvær og rummelighed er nøgleord for Folkestedet, der stort set aldrig sover. Folkestedet er et bevis på, at det er forrygende populært at være foreningsaktiv i Aarhus Kommune!