Julen er som ethvert barn bekendt gavernes tid og FO-Aarhus holdt 20. dec. traditionen i hævd med uddeling af gaver for det porto-beløb, vi sparer ved at sende julehilsner ud via mails. At sende julehilsner via mails betragtes forhåbentligt ikke længere som en kold måde at overbringe varme julehilsner på. Det giver i hvert fald en god besparelse på FO-Aarhus’ portoudgifter, og denne besparelse giver vi ubeskåret videre til gode formål i samarbejde med Århus Stiftstidende.
Pengene i 2019 blev uddelt fredag den 20. dec. kl. 12-13.00 i Stiften Loungen, Frederiksgade 78B, st., Aarhus C.
Skolelederen for FO-Aarhus, Torben Dreier, fortalte forinden kort om bestyrelsens begrundelser for udvælgelsen af årets modtagere.
Til at overrække beløbene fik vi hjælp af 3 rådmænd og en chefredaktør:
Jette Skive, Sundhed og Omsorg
Kristian Würtz, Sociale forhold og beskæftigelse
Rabih Azad-Ahmad, Kultur og borgerservice
Jan Schouby, chefredaktør for Århus Stiftstidende
Se video fra overrækkelsen:
https://youtu.be/XrUuOWySy8g
De udvalgte modtagere var:
Vaskeriet fik 5.000 kr. – uddelt af rådmand Jette Skive
Vaskeriet - en øvebane er skabt af initiativtagerne Pia Stabell og Katrine Knudsen, fordi de havde bidt mærke i, at personer med handicap ikke bliver inviteret ind i fællesskabet på lige fod med andre borgere. Derfor startede de to hverdagsaktivister foreningen Vaskeriet, i 2017, i fællesvaskeriet i Søvangen. Ideen om Vaskeriet er skabt sammen med udviklingshæmmede der også drømmer om at bidrage til fællesskabet. Vaskeriet er mere en bare en vaskeservice, det er også et fællesskab for beboerne i Søvangen og hele lokalområdet. Vaskeriet skaber handlemod, bygger bro over forskelle og skaber mangfoldighed. I dag er der seks personer med handicap på øvebane. I Vaskeriet øver de 6 medarbejder sig i alle arbejdsopgaverne i Vaskeriet, som er alt fra at lægge tøj sammen til kundekontakt samt at være værter for fællesskabet. Den primære tilgang er sidemandsoplæring, som betyder at alle skal opnå kompetencer til at oplære hinanden og således udgøre fundamentet for både egen og virksomhedens udvikling. Beboerne i området giver udtryk for, at Vaskeriet skaber rammerne om et trygt mødested. Her får man øjnene op for, at alle har noget at bidrage med.
Pengene skal gå til at sende et hold til DHL-stafetten 2020.
Pia Stabell Hjort og Katrine Knudsen fra Vaskeriet kom og modtog donationen.
https://www.facebook.com/vaskerietaarhus/
https://stiften.dk/artikel/vaskeriet-en-ny-%C3%B8vebane-for-udviklingsh%C3%A6mmede
Jul for hjemløse fik gratis lokaler til en værdi af 15.425 kr. - uddelt af chefredaktør Jan Schouby
De frivillige afholder også i år et jule-velgørenhedsarrangement for ca. 100 hjemløse søndag den 15. dec. i FO-Aarhus’ festlokale Café Nicolai. FO-Aarhus dækker husleje og rengøring til festen til en værdi af 15.425 kr. og de får fra anden side sponsoreret mad, juletræ, gaver, tøj, frisør og meget mere.
Rikke Sejthen fra Jul for Hjemløse kom og modtog donationen.
https://www.facebook.com/events/203371376501145/
https://www.facebook.com/homelessaarhus/
Se indslag i TV2Østjylland:
https://www.tv2ostjylland.dk/aarhus/ildsjael-koeber-cigaretter-sixpence-og-parfume-til-hjemloese-0
Børne- og unge hospice Strandbakkehuset i Rønde fik 5.000 kr. – uddelt af rådmand Rabih Azad-Ahmad
Målgruppen er børn og unge i alderen 0-18 år med livsbegrænsende og livstruende sygdom med komplekse symptomer, der kræver en specialiseret palliativ indsats enten i løbet af sygdomsforløbet eller i den afsluttende fase. Tilbuddet vil være målrettet barnet/den unge med sygdom og hele familien og deres samlede behov i forbindelse med enten et symptomlindrende ophold, et aflastende ophold eller et ophold til livets afslutning.
Børne- og unge hospicet ventes at blive færdig til indvielse 1. nov. 2020.
Rikke Nichols fra Strandbakkehuset kom og modtog donationen.
https://www.strandbakkehuset.dk/
https://stiften.dk/artikel/djursland-her-skal-nyt-b%C3%B8rnehospice-ligge-2018-12-4
Det Kærlige Måltid fik 5.000 kr. – uddelt af rådmand Kristian Würtz
Det Kærlige Måltid er en nonprofit-organisation, hvor unge frivillige i fællesskab laver måltider til familier i Aarhus Kommune ramt af alvorlig sygdom eller traume. De bringer farverige, nærende og velsmagende måltider ud til de medborgere, der har allermest brug for et godt måltid mad – og allermindst energi til at lave det.
Det Kærlige Måltid er et væsentligt supplement til medicin og lægelig behandling, og derfor arbejder de frivilligt for at støtte og drage omsorg, når hverdagen er slået i stykker. De er drevet af ønsket om at give unge frivillige nyttig viden med i livet og samtidig hjælpe sygdomsramte. I deres køkken i Aarhus midtby lærer de unge om sundhed, ernæring, madspild, hygiejne og madlavning under ledelse af en uddannet kok. De lærer også at samarbejde, lede og organisere. Det kærlige Måltid ønsker, at de unge får oplevelsen af sammen at gøre en meningsfuld forskel. Fællesskab, madlavning og medborgerskab er nøgleord. Måltiderne er gratis for de modtagende familier i 8 uger. Projektet finansieres ved hjælp af sponsorater, donationer, fonde og samarbejdspartnere.
De 5.000 kr. vil Det kærlige Måltid bruge på en fælles vidensdag for alle deres frivillige.
Charlotte Thyberg fra Det kærlige Måltid kom og modtog donationen.
https://detkaerligemaaltid.dk/
Flere oplysninger kan fås ved henvendelse til Torben Dreier: 22 20 49 55 eller via td@fo-aarhus.dk