Gratis temaweekend om sårbarhed.
6. og 7. april: Gratis temaweekend om sårbarhed.
Center For Social Nytænkning inviterer til 12 gratis foredrag om sårbarhed i alle dens former. Herudover inviterer vi til politisk paneldebat med folketingskandidater som går ind i snakken om psykiatrien, sårbarhed og udsathed. Alt er fordelt på tre scener:
- Stiften Loungen, Frederiksgade 78C
- Foredragssalen i FO-Byen, Vester Alle 8
- VIA Ceres byen, store scene
Vi tilføjer løbende navne og/eller småændringer på: https://www.facebook.com/events/331369424252177/
Lørdag 6. april:
FO-byen, Foredragssalen VA8-105 i Vester Alle 8:
Kl. 11.30, Nick Allentoft (chefredaktør på den offentlige)
Gratis foredrag med Nick Allentoft om bogen ”velfærdsillusionen”, der beskriver Danmark som et mønstersamfund med lige vilkår for alle. Denne model er nu truet – indefra. Der vil være oplæg og efterfølgende debat.
Kl. 13.30, Kell Stabell
Gratis foredrag af Kell Stabell om misbrug, kriminalitet, stand-up og vejen til et andet liv.
Kell Stabell har været ude i et alvorligt stofmisbrug det meste af sin ungdom. I sit foredrag tager han os med på rejsen fra hvor det hele startede til han som 32 årig endelig finder en vej ud. Kell er i dag 56 år og har de sidste 3 år levet som førtidspensionist. Foredraget er en historie om ungdomsoprør, fest og farver, nederlag, mistede illusioner, fængsel og nærdødsoplevelser - men også i høj grad en historie om livsmod, håb og drømme.
Kl. 15.30, Mette Lauritzen
Gratis foredrag med Mette Lauritzen! Lørdag d. 6.4 holder Mette Laurtizen et foredrag om mobning, det at være særligt sensitiv, alkoholisme, dødsfald i familien og det at kæmpe sig igennem modgang og få en uddannelse på trods.
Kl. 17.00, Rasmus Lienhoft
Gratis foredrag med Rasmus Lienhoft!Rasmus Lienhoft fortæller sin historie om at leve med hårdt misbrug og kriminalitet og om vejen ud derfra.
Søndag 7. april:
FO-byen, Foredragsalen VA8-105 i Vester Alle 8:
Kl. 10.30, Steffen Rasmussen (tidl. Fundamentet, nu leder af CFSN)
Kom til morgenforedrag med gratis kaffe, kakao og croissanter.
Steffen Rasmussen fortæller om den aktuelle situation han oplever omkring sårbarhed og udsathed i Aarhus. Hvor er vi? hvor skal vi hen? og hvad står i vejen for forandringerne? og hvordan overvinder vi de forhindringer? Efterfølgende er der politisk paneldebat om sårbarhed, udsathed og psykiatrien. Vær med hvis du har lyst.
Kl.12.00, Politisk Panel debat:
I forbindelse med vores store temaweekend om sårbarhed inviterer vi til gratis debat i foredragssalen i FO-Byen. Her får vi besøg af folketingskandidaterne i Østjylland til en snak om psykiatrien, sårbarhed og udsathed. Hvor skal vi hen? og hvor har kandidaterne og deres partier sat deres stemmer i byråds- eller folketingssale tidligere? Ordstyreren bliver Nick Allentoft fra Denoffentlige.dk.
Vi glæder os! Debatten varer fra 12-14. Kom og lyt med! Det er gratis at deltage og åbent for alle
Kl. 14.30, Jeanette Gadegaard
Jeanette Gadegaard vil fortælle sin historie om at kæmpe med angst, manier og dybe depressioner. Om at leve med bipolar lidelse, omsorgsvigt og krænkelser - og overleve!
Søndag 7. april:
FO-byen, Stiften Loungen, Frederiksgade 78c, st.
Kl. 14.00, Mette Jensby Mortensen (Fra Muhabet)
Gratis foredrag med Mette Jensby Mortensen, som fortæller om arbejdet i Muhabet Aarhus, og hvad det betyder at have krigs- og flugtoplevelser med i bagagen. Hvad gavner og hvad belaster, når man er ramt af PTSD og forsøger at skabe et godt liv i Danmark og deltage aktivt i fællesskabet. Om tolkegebyr og andre lovstramninger. Om at vokse op med en far, der lider af PTSD. Om at blive syg og gammel. Om ikke ar blive forstået – og meget mere. Værestedet Muhabet og IMCC- aktiviteten ens.sundhed præsenterer cases og eksempler på traumatiserede og sårbare flygtninges
udfordringer i hverdagen og tanker om fremtiden
Kl. 15.30, Christina Geisler
Christina skriver selv: "Jeg har for et par år siden skrevet speciale om, hvordan vi har en umyndiggørende tilgang til mennesker uden for arbejdsmarkedet. Det har vist sig, at det kommer til udtryk helt ned i det sprog, der bliver brugt i lovgivningen. Vi må være bevidst om den ramme, som vi har omkring arbejde, for ikke at skabe en umyndiggjort samfundsgruppe uden muligheder for at folde sine ressourcer ud.
Jeg arbejder som mentor og kontaktperson med at hjælpe sårbare mennesker til at finde deres værdighed og styrke. Min erfaringer er, at når mennesker bliver mødt med ligeværdighed og respekt, så er der mulighed for at sætte sin livskraft i spil. I sidste ende er vi alle sårbare som enkeltindivider og vi har brug for at være i udveksling og forbindelse med hinanden for at være trygge. Men bliver man ikke behandlet som et voksent og myndigt menneske med rettigheder, så kan psykiske belastning og deroute være en overhængende fare. Arbejdsmarkedspolitikken kan både direkte og indirekte komme til at medvirke til en kultur, hvor vi problematiserer den enkelte uden at italesætte den ramme vi har sat arbejde ind i."
Kl. 17.30, Philip H.
Gratis foredrag med Philip H. om at være barn og ung med ADHD - og om at håndtere diagnosen og alle dens udfordringer og de redskaber som kan hjælp.
Alle fortæller om faglig viden eller om egne historier - historier som kredser om diagnoser, hjemløshed, misbrug, ensomhed, angst og meget mere.
Kom til Sårbare Samtaler 2019 og få muligheden for at lade dig inspirere af andres historier, mød andre pårørende, bliv klogere på komplekse problemstillinger og snak med andre i samme situation. Vi har allerede sat weekenden af til 2020!
Alle skal kunne deltage, derfor har vi gjort det gratis.
Det samlede program ligger vi op herinde snarest, ligesom at der laves en særskilt digital plakat til hver oplægsholder, så du kan lave dit eget program for weekenden!
Tak til Aarhus Kommune, FO-Aarhus og Comwell for støtte til arrangementet! Et 100 % non-profit arrangement vi laver uden indtægter, simpelthen for at åbne op for de sårbarheder som gemmer sig i os alle. Og finde nye løsninger på komplekse problemstillinger.
Arrangementet støttes af FO-Aarhus' debatpulje.