Færøsk flådebesøg

28. jan 2019

I anledning af det færøske flags 100 års fødselsdag får Aarhus besøg af en træskibsflåde fra de nordlige øer. Der kommer ca. 7 gamle træskibe med ca. 80 personer ombord. Formålet er naturligvis at vise færøsk historie samt udbrede kendskabet til Færøernes historie, kultur, mad og drikke. Flåden ligger 2 dage ved Honnørkajen og der er truffet aftale med DOKK1 om diverse arrangementer.

AARHUS den 27. - 28. maj 2019

7 færøske træskibe fejrer det færøske flags 100 års jubilæum

Nedenfor er der en kortfattet oversigt over samt beskrivelse af de skibe, som sammen sejler i flotille fra Færøerne til Danmark i forbindelse med fejring af 100 års dagen for det færøske flags første offentlige fremvisning 2. juni 1919. Hovedmålet er København (flaget blev tegnet af en færøsk student, Jens Oliver Lisberg, der i 1919 boede i København), hvor der arrangeres forskellige erhvervsmæssige og kulturelle tiltag. Et udførligt program er udarbejdet for de forskellige arrangementer, der bliver afholdt i København, såvel som i de andre byer, flåden komme til.

På turen til Danmark lægger de 7 træskibe ind til Odense (Nordatlantisk Hus), Aarhus (Dokk1), Helsingør (Museet for søfart), København (Nordatlantisk Brygge) og i Ebeltoft foran stævnen på Fregatten Jylland.

Alle vore samarbejdspartnere i de havne, som flåden kommer til, har arrangeret forskellige tiltag af maritim karakter. Skibene har „åbent skib“, så folk kan komme ombord og få orientering om disse, men også orientering om, hvilken afgørende betydning sluppen som skibstype havde for Færøernes udvikling fra et bondesamfund til et moderne fiskerisamfund. På skibene bliver der også sørøverarrangement (skattejagt), der gør, at børnene lærer nogle maritime ord, der leder frem til, at de finder en skat. Selvfølgelig bliver der også musikarrangementer såvel som forskelligekulturelle og erhvervsmæssige tiltag om Færøerne.

Fregatten Jylland har 3 gange sejlet til Færøerne. Første gang var sommeren 1862. Næste gang var sommeren 1872. Tredie gang var i august 1874, da skibet som kongeskib havde Christian IX som passager. Fregatten Jylland har således en vis tilknytning til Færøerne.
 

Nedenfor er en kortfattet beskrivelse af de skibe, der er med i flotillen. De første 5 skibe er af Tjóðsavn Føroya (Færøernes Nationalmuseum, se nærmere herom på: http://savn.fo/00647/) blevet erklæret for bevaringsværdige, da de repræsenterer en del af den levende, færøske, kulturelle, maritime arv. Men skibene repræsenterer også en væsentlig epoke i færøsk fiskeris historie.

De sidste 2 skibe, Norðan og Heimdal, er det, vi på færøsk lidt folkeligt kalder slupunger. Den mere prosaiske betegnelse er motordæksbåd. At typen kaldes en unge, siger noget om størrelsen.

Denne bådtype kom på sigt til i en vis grad at afløse den åbne færøske båd, da den havde dæk og derfor kunne være til havs mere end en dag.

Alle skibenes daglige vedligeholdelse og drift klares af en kreds af „skibsvenner“, der har interesse for at bevare denne del af den færøske kulturarv. Johanna og Westward Ho er en skibstype, der på Færøerne kaldes en slup (færøsk: slupp). Denne skibstype blev importeret fra England/Skotland fra sidst i 1870’erne og frem til 1930’erne. Det var den skibstype, der bragte det færøske samfund ud af landbrugssamfundet og over i fiskerisamfundet og dermed også over i en egentlig pengeøkonomi. De tre andre store skibe har hver en lidt anderledes historie, såvel som de 2 mindre motordæksbåde.

Da der var flest slupper på Færøerne, var der lidt mere end 130. I dag er der blot Johanna og Westward Ho tilbage.

Det færøske flag kaldes Merkið, på samme måde som det danske flag kaldes Dannebrog. Merkið blev skabt af færøske studerende i København foråret 1919, og det blev første gang vist offentligt frem i Nordmandsdalen i Fredensborg Slotshave i Nordsjælland. Første gang Merkið blev vist offentligt frem på Færøerne var den 22. juni 1919 i bygden Famjin på Suðuroy. Den ene af studenterne, der var med til at tegne Merkið, var stud. jur. Jens Oliver Lisberg, der var fra Famjin. Jens Oliver Lisberg døde ung, allerede i 1920. Det oprindelige flag hænger i dag i kirken i Famjin.

Mange færøske skibe begyndte sidst i 1920’erne og 1930’erne at bruge Merkið, skønt de danske myndigheder ikke godtog dette. De danske myndigheders krav var, at de færøske skibe skulle bruge Dannebrog.

Den 13. april 1940 besatte briterne Færøerne. Det stod meget snart klart, at de færøske skibe ikke kunne bruge Dannebrog, da tyskerne jo havde besat Danmark. Det engelske admiralitet skar igennem, og krævede den 25. april 1940, at færøske skibe skulle sejle under Merkið.

Efter krigen var det åbenbart, at man ikke kunne vende tilbage til flagtilstanden fra før krigen, og med hjemmestyreordningen af 1. april 1948 blev Merkið juridisk anerkendt som Færøernes nationalflag. Hvert år den 25. april, kaldet Flagdagen, afholdes der flagprocessioner med efterfølgende taler i så at sige alle bygder og byer. Flagdagen på Færøerne er en national helligdag, hvor alle har fri.

  

Program for 27.-28. maj:

Ráskrá 3

Mandag den 27. maj

kl. 10:00: 12:00: Flåden ankommer til Honørkajen i Århus

kl. 12:30: Modtagelse på kajen af repræsentanter for de færøske foreninger og for Århus Byråd

kl. 13:00 - 19:00: Boder på kajen, hvor der præsenteres forskellige færøske produkter. Smagsprøver uddeles gratis

kl. 13:00 - 20:00: Information om Færøerne på skærme på Hovedbiblioteket i Dokk 1

kl. 13:00 - 20:00: Visning af informationsmateriale om Færøerne på storskærm ved Honørkajen

kl. 16:00 - 21:00: Åbning af færøsk bogudstilling på Hovedbiblioteket i Dokk 1. Bl. a. deltager det færøske forlag Sprotin, der er det forlag på Færøerne, der udgiver flest bøger, og Forlaget Torgard. I forbindelse med åbningen spilles der færøsk musik, og der vises færøske novellefilm, som unge færøske filminstruktører har lavet de sidste par år

kl. 17:00 - 19:00: Modtagelse ombord af særligt indbudte gæster. Rundvisning på skibene

kl. 19:00 - 19:30: Oplæg på hovedbiblioteket i Dokk 1 om Færøernes skibsflåde de sidste 150 år

kl. 19:45- 21:00: Solistunderholdning í Hovedbiblioteket i Dokk 1

  

Tirsdag den 28. maj

kl. 10:00: Mulighed for skoleklasser i Århus kommune at komme ombord på skibene og få forklaring om dem og Færøerne DK - Version 3.0, 25-11-2018

kl. 10:00 - 20:00: Information om Færøerne på skærme på Hovedbiblioteket i Dokk 1

kl. 10:00 - 20:00: Visning af informationsmateriale om Færøerne på storskærm ved Honørkajen

kl. 10:00 - 18:00: Forskellige tiltag på bryggen. Bl.a. musiktiltag og boder, hvori der præsenteres forskellige færøske produkter. Der er mulighed for sat få smagsprøver.

kl. 14:00 - 18:00: Åbent skib. Mulighed for offentligheden at komme ombord på skibene for at bese dem og få information om det enkelte skib

kl 16:00 - 19:00: Mulighed for at komme ud at sejle på Århus Bugt med et eller flere af de færøske skibe. Gamle danske træskibe deltager også i sejladsen

kl 18:00 - 20:00: Reception ombord på et eller to skibe (BankNordik og Klaksvíkar Kommuna)

kl. 20:00 - 21:30: Færøsk dans i Hovedbiblioteket

kl. 22:30: Afsejling fra Århus mod Helsingør.

  

Færøske træskibe i Århus tirsdag den 28. maj 2019

- Fejring for SKOLEKLASSER af 100 års dagen for det færøske flags første offentlige fremvisning.

Klokkeslæt: 5 skoleklasser kl. 09.30-11.00 og 5 skoleklasser kl. 11.00-12.30. Det er vigtigt, at tiderne overholdes, både af hensyn til skoleklasserne og besætningerne.

Antal deltagere: Ca. 10 skoleklasser i alt. De enkelte skoleklasser går ombord i hvert sit skib, og de kan ikke deles op i mindre grupper, da læreren har ansvaret for alle elever.

Målgruppe: 6. klassetrin

Pris: Gratis

Undervisningsmaterialer: Der vil blive sendt forberedelsesmateriale ud til de tilmeldte skoleklasser inden besøget. Hvis skolelærerne ønsker det, er der i visse tilfælde også mulighed for, at besætningsmedlemmer kommer ud i den enkelte klasse for at orientere om Færøerne og give en introduktion til skibene.

Besøgets aktiviteter:

• Introduktion til skibene og Færøernes historie

• Rundvisning og aktiviter på skibene (den enkelte klasse går ombord på et skib)

• At lære nogle færøske ord, evt. ved hjælp af en sang eller lignende

• Levende musik (høre færøske sange)

Rammerne for besøget: Aktiviteter betyder mere end tale. Dvs. eleverne prøver noget, hvor de bruger både sanser, krop og hoved. Alle skibene opfylder de betingelse omkring sikkerhed, som Søfartsstyrelsen kræver. Der er tale om besøg og rundvisning på skibe, der ligger ved kaj, ikke om sejlads. Program og forberedelsesmaterialer er klar ca. 11. marts. Tilmelding vedrørende klassebesøg ombord på skibene sker til FO-Aarhus.

Sted: Honnørkajen.

FO-Aarhus hjalp med tilmeldinger til arrangementerne.