Evaluering af Vaskeriet

17. dec 2018

Projekt Vaskeriet er blevet evalueret i en rapport fra "Sager der Samler": Vaskeriet - når borgere skaber inkluderende fællesskaber. Forskningsrapport om værdiskabelse og samarbejde v/Anne Meta Nielsen, Lene Sick Ejlersen, Annemette Digmann. Nov. 2018.

Fra side 31 i rapporten:

Det er helt tydeligt, at det er positivt for deltagerne at være en del af Vaskeriet. De indgår i et
arbejdsfællesskab, hvor de bidrager ligeværdigt og de har betydning for både deres kunder og for det lokale fællesskab i boligforeningen. Det bidrager til at højne livskvaliteten hos deltagerne.

Vaskeriet fungerer desuden som et læringsrum, hvor den enkelte deltager får udviklet sine kompetencer til bedre at kunne mestre hverdagen og bliver udfordret til at øve sig i det, de har drømt om at kunne.

Den pædagogik, der udøves i Vaskeriet, har i høj grad bidraget til, at deltagerne er blevet inkluderet i det ’normale’ samfund: de køber ind, de kører med bus, henter og bringer vasketøj og optræder på TV.

Vaskeriet er som sideeffekt blevet katalysator for nye sociale fællesskaber i lokalområdet og fungerer som et samlingssted for de lokale beboere. På den måde er Vaskeriet blevet en form for ‘udviklingsmotor,’ der i praksis kan demonstrere, hvad der skal til for både at realisere strategien ’Voksenhandicap-gentænkt’ og Boligforeningernes udviklingsstrategi for at skabe levende fællesskaber for alle.

 

Fra side 32 i rapporten:

De tre bundlinjer
Vaskeriet opererer med tre bundlinjer. Den første bundlinje er rent vasketøj. Vaskeriet får flere og flere kunder, der er tilfredse med den service, de får, og det produkt de køber. Initiativtagerne arbejder allerede på en udvidelse i form af egne vaskeri-lokaler, hvor der er plads til en større volumen, flere besøgende og længere åbningstid.

Den anden bundlinje er at skabe inkluderende fællesskaber. Deltagerne giver helt klart udtryk for, at de er blevet en del af det større fællesskab. De er ikke længere kun i kontakt med ligestillede. Derudover oplever nogle af de lokale beboere, at de er blevet en værdifuld del af det fællesskab, som Vaskeriet har skabt i Søvangen. Dette gælder også beboere, der tidligere har været isolerede i deres lejligheder.

Vi har den hypotese, at når mennesker i et boligområde bliver kendt med hinanden og kan træde til, hvis en nabo har behov for hjælp, så kan det måske på sigt supplere nogle af de kommunale støttefunktioner.

Den sidste bundlinje er øvebanerne. Den sidemandsoplæring, der foregår i Vaskeriet, er værdifuld, idet deltagerne har betydning for kunderne i Vaskeriet og for beboerne i Søvangen.

 

Rapporten kan fås som PDF-fil ved henvendelse til FO-Aarhus via mail im@fo-aarhus.dk