Kaffe Fair

04. jan 2017

Kaffe Fair gør kvinder klar til jobsøgning på rekordtid. På kun 10 kursusdage i KaffeFair har 12 somaliske kvinder højnet deres jobsøgningsmuligheder. De modtog forleden et hygiejnebevis, der åbner dørene for at søge jobs i køkkenbranchen.

KaffeFair, Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune og Jobcenter har sammen taget initiativ til et hygiejnekursus, hvor hele ideen er at gøre for eksempel somaliske kvinder i stand til at søge jobs, som de er kvalificerede til. Og det på ganske kort tid. KaffeFair har været vært for det intensive kursus, og vejleder Roda Ahmed har lært de 12 kursusdeltagere om håndtering af råvarer og hygiejnehensyn i både teori og praksis; nødvendigheder når kususdeltagerne tragter efter jobs såsom køkkenassistentarbejde. De 10 dage er gået over al forventning. Fadumo Mohamad Ali har ikke haft arbejde længe. Nu føler hun sig rustet og klar.

Et sprogligt løft og køkkendisciplin

Kurset har også givet mange af deltagerne et sprogligt løft, fordi arbejdet har gjort det nemmere at kaste sig ud i det danske sprog. 

- Jeg snakker bare. Jeg er ikke bange for at sige noget forkert længere, fortæller Fadumo Mohamad Ali og beskriver, hvordan hun er blevet mere opmærksom på at bede sine børn vaske hænder, når de kommer hjem fra skole for at mindske bakterier. Også kursusdeltager Hawa Farah har lært meget om faren ved bakterier i køkkenet. 

- Det er forbudt at spise af maden, når den står på komfuret hjemme hos os nu, griner Hawa Farah.  

Det er ikke kun kursisterne og vejleder der er tilfredse. Også Ghassan Hassoun, som er fremskudt jobvejleder i det boligsociale sekratariat i Gellerup og Toveshøj håber, at kommunerne vil gøre det samme i andre områder. 

 - Det viser at Jobcenteret vil bruge den nødvendige energi på det her, og at de boligsociale og kommunen kan samarbejde, mener Ghassan Hassoun. 

KaffeFairs samarbejde med Brabrand Boligforening har før vist gode resultater, som da et privat firma headhuntede en tidligere KaffeFair elev. Caféen i Aarhus fungerer som en læringsvirksomhed for kvinder med indvandrerbaggrund i det boligsociale arbejde. I dette kursustilfælde er Aarhus Kommune og Jobcenter med som endnu en vigtig spiller på holdet og nu har 12 kvinder fået muligheden for også at træde ind på det danske arbejdsmarked. 

 

Vedr. undervisningsforløb:

http://projekter.fo-aarhus.dk/nuvaerende-projekter/kaffé-fair/ 

http://us7.campaign-archive1.com/?u=6fdf3446fddf205920c7dfcde&id=e93080c2d4

https://www.facebook.com/KaffeFair/?fref=ts