Juleportopenge uddeles

21. dec 2017

Julen er som ethvert barn bekendt gavernes tid og FO-Aarhus holder traditionen i hævd med uddeling af gaver for det porto-beløb, vi sparer ved at sende julehilsner ud via mails. At sende julehilsner via mails betragtes forhåbentligt ikke længere som en kold måde at overbringe varme julehilsner på. Det giver i hvert fald en god besparelse på FO-Aarhus’ portoudgifter, og denne besparelse giver vi ubeskåret videre til gode formål i samarbejde med Århus Stiftstidende.

 

Pengene blev uddelt torsdag den 21. dec. kl. 12-13.00 i Stiften Loungen, Frederiksgade 78B, st..

Skolelederen for FO-Aarhus, Torben Dreier, fortalte forinden kort om bestyrelsens begrundelser for udvælgelsen af årets modtagere.

Til at overrække beløbene fik vi bl.a. hjælp af 3 rådmænd og en repræsentant fra Århus Stifstidende:

Kristian Würtz, Teknik og Miljø

Thomas Medom, Sociale forhold og beskæftigelse

Red.chef. Jens W. Møller fra Århus Stiftstidende

Rabih Azad-Ahmad, Kultur- og Borgerservice

 

De udvalgte modtagere 2017 er:

Jul for Hjemløse - en gruppe frivillige med Rikke Dam Brøndum Sejthen i spidsen

- uddeltes af rådmand Kristian Würtz

De frivillige afholdt et jule-velgørenhedsarrangement for ca. 300 hjemløse søndag den 17.dec. i FO-Aarhus’ festlokale Café Nicolai. FO-Aarhus dækker husleje og rengøring til festen til en værdi af 12.180 kr. og de får fra anden side sponsoreret mad, juletræ, gaver m.m. Ud over selve julemiddagen blev der indsamlet brugt tøj til de hjemløse, de fik mulighed for en gratis klipning og samtidig brugte de frivillige lokalerne til at pakke 300 julekasser med mad og gaver til 300 trængte familier.

De frivillige holder desuden hvert år påskefrokost for hjemløse samt en række andre arrangementer i løbet af året på "Sidesporet" på Godsbanen.

https://www.facebook.com/events/203371376501145/
https://www.facebook.com/homelessaarhus/

 Julegave-Hjemløse

2 frivillige modtager gaven.

 

Kirkens Korshærs ungeprojekt

- uddeltes af Jens W. Møller fra Århus Stiftstidende

5.000 kr. til Ungeprojektet er Kirkens Korshærs tilbud til unge mellem 25 – 30 år. De unge kommer med mange forskellige udfordringer her i blandt psykiske lidelser, hvilket har gjort det vanskeligt at komme i gang med uddannelse og fremtidsdrømme.

De unge møder ind om morgenen i hverdagene, har fælles morgenmad og deltager derefter i opgaver igennem Korshærens værksteder og arbejdsfællesskaber. I systuen, træværkstedet og drivhuset er der rig mulighed for, at den enkelte kan finde meningsfulde opgaver, afprøve interesser og afklare ressourcer.

Arbejdsfællesskaberne producerer Re-Design, nye ting ud af gammelt stof, træ og små spirer. Her kommer en fast gruppe af deltagere hver dag for at være med i fællesskaber. Fælles for værkstederne er, at alle er velkomne uanset kompetencer og livssituation. Ungeprojektet ønsker, at hjælpe udsatte unge til at opleve sig værdifuld, erfare fællesskab og give støtte til videre liv. Alt dette igennem anerkendende arbejdsfællesskaber med plads til samtale og nærvær.

De holder til på Nørre Alle 25, hvor frivillige og deltagere mødes på tværs ved måltider og andre arrangementer.

Pengene bruges til en tur for de unge i Den gamle By og julegaver til de unge.

http://www.kkaarhus.dk/bliv-frivillig/stotteperson-i-ungeprojektet/

 Julegave-Korshær

Niels Bjørnø fra Kirkens Korshær modtager gaven.

 

Museum Ovartacis skoletjeneste

- uddeltes af rådmand Thomas Medom

5.000 kr. til Ovartacis skoletjeneste. Kunst kan være mange forskellige ting og det får man øjnene op for på Børn&Unge-Atelieret: Børnene lærer at udtrykke sig kreativt og at tænke i nye og skæve former for kunstudtryk. F.eks. ved at kombinere forskellige materialer og medier på helt nye måder. Vi informerer om anderledeshed. Personalet vil f.eks. gerne tage en snak om psykiske lidelser, hvad det vil sige at være psykisk syg og indlagt. Hvad vil det sige at være anderledes i dagens Danmark? Der er fokus på eftertanke. Vi lader børnene forholde sig til egne oplevelser og følelser. Hvordan maler man f.eks. en følelse? Og endelig handler det om at more sig! Børnene får lov til at være vilde, boltre sig og lave abstrakt kunst. Det er en fysisk orienteret læremåde, der passer mange børn godt.

Ovartacis skoletjeneste tilbyder:

• Actionpainting, f.eks. med vandpistoler med maling, cykel og scateboard m.m.

• Fremstilling af skulpturer, collager, bevægelsestegninger og meget mere. Her kan børnene lade sig inspirere af den kunst de lige har set på Museet, af hinanden og deres hverdag.

• Skabet med de 9 rum. Vi har gjort 9 skabsrum klar til et møde med børnenes verden. Børnene kan skabe deres eget fantasi-univers, og her kan arbejdes med scenografi, rollespil, udstillinger m.m.

• Dialog og eftertanke om anderledeshed. Vi giver børn viden om psykiatri via indsigt i kunsten og afprøvning af forskellige kunstneriske teknikker

https://museum-psyk.dk/undervisningsmateriale/workshop.htm

 Julegave-Ovartaci

Mia Bonde fra Ovartaci modtager gaven.

 

Keramikere i jordskælvsramt by i Nepal

- uddeltes af rådmand Rabih Azad-Ahmad

5.000 kr. til foreningen Help Pottery Square, der blev dannet i begyndelsen af 2016: Foreningen har hjemsted i Aarhus Kommune. Dens eneste mål er at støtte pottemagerne omkring Pottery Square i Bhaktapur med hjælp til selvhjælp. De samarbejder med den organisation pottemagerne selv dannede efter de mange jordskælv i 2015. Efter jordskælvene kunne kun ca. 10% af pottemagerne vende tilbage til deres boliger. De flestes arbejdspladser blev ødelagt og deres ovne svært beskadiget. Enkelte familier mistede også familiemedlemmer.

Pottemagernes største ønske var at kunne genoptage arbejdet - ovnene til brænding blev delvis ødelagt - og gøre deres bydel levende igen. Kun få boliger er her to år efter jordskælvene beboelige, men alligevel er en del pottemagerfamilier vendt tilbage til Pottery Square for at genoptage arbejdet. Pottemagerne arbejder ofte udendørs og brænder i de to mindre, nye ovne, der er blevet etableret med hjælp fra bl.a. Danmark (HPS) og en Nepalesisk Kunsthåndværkerfond - og ikke mindst ved en kæmpe arbejdsindsats fra pottemagerne selv. Pottemagerne fortæller begejstret om, hvor godt ovnene virker - og at det uden dem var umuligt at skaffe en indtægt. Deres næste mål er at restaurere de to gamle ovne og på længere sigt at få de ødelagte bygninger på torvet istandsat bæredygtigt og under hensyntagen til den Nepalesiske arkitektur og kultur.

https://www.facebook.com/groups/1476699572657876/ 

 Julegave-Nepal

Grethe Grønkjær og Surya Prajapat fra Help Pottey Square modtager gaven.

Læs artikel i Århus Stiftstidende om arrangementet her: https://stiften.dk/navne/FO-delte-portopenge-ud-med-rund-haand/artikel/491384