Videoportræt af Parat til Start

11. maj 2015

Af Hans Henrik Pedersen

Parat til Start er en erhvervsrettet dagskole for unge med særlige behov. På skolen er der 28 elever og seks undervisere.

De fleste elever på Parat Til Start har fået bevilget STU, som er Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse. Alle elever bliver henvist via deres sagsbehandler, STU vejleder eller UU vejleder.

Det er målet at udvikle sig både personligt, fagligt og socialt, så eleverne får bedre muligheder for at mestre livet. Som elev på Parat Til Start skal man være villig til at udvikle sig og til at møde stabilt.

Oplæring til demokrati et vigtigt element i undervisningen
Hos Parat til Start er en god atmosfære vigtig for at have en god dagligdag og for at støtte en god udvikling. Parat til Start lægger vægt på rummelighed og ansvarlighed. Hver elev har en kontaktlærer, som følger eleven gennem forløbet. Størstedelen af undervisningen foregår på små hold på mellem fem og syv personer.

På skolen tilbydes almene fag: dansk, regning/matematik, engelsk, samfundsfag og orienteringsfag. Der er også tilbud om Kunstneriske fag; Mandala, som er en form for kreativ geometri, silkemaling, decoupage, håndarbejde m.v.

I filmen ses bl.a. klip fra en samfundsfagstime. Gruppen arbejder med at opbygge deres egen by og er nu ved at afgøre, hvilke love, der skal gælde i deres by. Her kommer folkeoplysningens demokratiske værdi, frem på en fantastisk spændende måde, hvor deltagerne bliver dybt engagerede i demokratiske beslutninger.

Motion, madlavning og erhvervspraktik
Alle har motion mindst en gang om ugen, og Parat til Start har to slags madlavning. Madlavning, hvor eleverne laver mad til hele holdet, og Udflyttermad, hvor der læres at lave mad med henblik på at skulle flytte hjemmefra. Et fag handler om personlig udvikling: Kommunikation og Livskvalitet.

Et stykke henne i forløbet er der mulighed for at komme i erhvervspraktik. Sammen med kontaktlæreren findes der individuelt tilrettelagte praktikker.

En gang om året tager Parat til Start på studietur.

Links: 

https://www.facebook.com/parat.start

http://parattilstart.dk/