Et halvfyldt rum

16. sep 2014

Kirkespilsforeningen Åben Himmel opfører et debatskabende teaterstykke: kirkeforestillingen Et halvfyldt rum. En poetisk mosaik af ord og billeder om tro, fornuft og kærlighed.

Teaterstykket omhandler forholdet mellem tro og fornuft i samspillet mellem mennesker (f.eks. i kærlighed og sorg), i det enkelte menneske (f.eks. i tanker om tillid og mismod) og i forholdet til naturen (f.eks. i tanker om evolution og skabelse). Centralt i forestillingen er den direkte og den indirekte refleksion over opstandelsens mulighed i det daglige liv. Det er erfaringen af og håbet om skabelse ud af intet, om liv efter sammenbruddet, nulpunktet og døden, der er forestillingens omdrejningspunkt – altså det kristne påskebudskab om opstandelse som livsfornyelse og forsoning. Stykket er skrevet af Hanne Davidsen, men det bygger på professor Gerd Theissens bog Det genfundne Paradis. Meditative tekster om troens fornuft, Alfa 2012.

Forestillingen opføres efteråret 2014 i Mårslet kirke med premiere 9. november kl. 17.00. Stykket opføres herefter 5 gange: 10., 11., 12., 13., 14. nov. kl. 20.00. Efter forestillingen den 11. og 13. nov. inviterer KulturCaféen 8320 sammen med Åben Himmel til en cafédiskussion i Mårslet sognehus, hvor Hanne Davidsen, der har skrevet dramaet, stiller sig til rådighed for en samtale.

Åben Himmel er en forening, der lever fra projekt til projekt. Vi har ingen indtjening, og må hver gang starte helt fra bunden – også økonomisk. Vores ambition er at forny kirkespillet og skabe debat om eksistentielle problemstillinger, og derfor ønsker vi at skabe et produkt af høj kvalitet inden for de givne rammer. 

For yderligere oplysninger og køb af billetter kan rettes henvendelse til Hanne Davidsen (86290234) eller foreningens kasserer, Torben Petersen (86293237, torben.pedersen@post.cybercity.dk).

Teaterstykket og Café-debatterne støttes af FO-Aarhus' debatpulje.