D-factor

30. nov 2012

Premiere på D-factor: Unge ”indvandrere” og ”danskere” løser konflikter og nedbryder fordomme. Mandag 3/12 kl. 18.00 har D-factor premiere. Det sker på Lykkeskolen i Gellerup

Her kan 8. og 9. klasse og deres forældre opleve og deltage i D-factor, der er et intenst teaterstykke, der med konflikt-teater nedbryder etniske fordomme og konflikter blandt unge - og involverer publikum.

Bemærk at stykket egentlig kun er for elever og forældre på Lykkeskolen og er ikke offentligt som sådan. Men man er dog velkommen til at kontakte Karen Nørskov 60 66 28 55, hvis man er interesseret i at deltage.

Teaterformen hedder forumteater og går kort fortalt ud på, at en gruppe unge med mikset etnisk baggrund gennemspiller forskellige konflikter, der tager udgangspunkt i kulturelle og religiøse forskelle eller fordomme og diskrimination. 

De unge fra Lykkeskolen inviteres til at deltage i stykket ved at forslå ændringer, der ultimativt skal være med til at løse konflikterne. Hermed lærer publikum både om fordomme, om kulturforskelle og om, hvordan man løser dem ved selv at involvere sig og have indflydelse.

Videre debat på Facebook
Det stopper ikke, når lyset er slukket, men fortsætter på D-factors facebook-side.

- Vi er så vant til, at der er et  "dem og os". D-factor viser, hvordan det er muligt at få det væk. Ikke ved at lade som om vi er ens men ved at få forskellene frem og bruge forskellene til at blive klogere både på os selv og på de andre. Vi ER forskellige, og det er faktisk godt nok!, siger Karen Nørskov, projektleder og initiativtager til D-factor.

Reza er oprindelig flygtning fra Afghanistan, men opfatter sig som dansker, han fortæller, hvorfor han er med:
- I D-factor er vi virkelig forskellige i vores tankegang og måde at se verden på. Men vi holder ikke vores forskelle tilbage. Alligevel har jeg fået mange virkelig gode venner. Vi mødes nu ofte uden for D-factor også. Det er fantastisk, at det lader sig gøre!!, siger Reza Wali fra Aarhus.

Citat Ane er pæredansk, og her fortæller hun om, hvad hun kan bruge D-factor til:
- D-factor har lært mig, at jeg har fordomme, som jeg ikke troede, var der. Nu er jeg mere bevidst om dem - og så kan jeg gøre noget ved dem, siger Ane Joy Fokdal fra Aarhus.

Instruktion: Chadi Abdul-Karim

Tid og sted. Lykkeskolen, Edwin Rahrs Vej 32, 8220 Brabrand. Mandag 3. december kl. 18.00.