Vinderen af den indendørs udsmykning blev Tina Louise Hunderup, der vandt 30.000 kr., og vinderne af den udendørs udsmykning blev John Stephansen og Vibeka Andersen fra Quasiart, der vandt 20.000 kr. Præmerne blev overrakt af rådmændene Marc Perera og Jacob Bundsgaard Johansen ved en lille reception den 1. dec.
Sidste efterår udskrev
FO-Aarhus en konkurrence om udsmykning af sine nye
administrationslokaler i FO-byen, Frederiksgade 78C. Efter fristen
for aflevering af forslag har dommerkommitteen, med nuværende
kulturrådmand Marc Perera og tidl. kulturrådmand Jakob Bundsgaard,
besluttet sig for vindere i konkurrencen, og afsløring af disse
samt præmieoverrækkelse fandt sted i FO-byen, Café Nicolai, Vester
Alle 8 onsdag den 1. dec. kl. 14.30.
Opgave 1 og 2: Udsmykning af glaspartier og bue på endevæg
i storrumskontor
Vinderen er Tina Louise Hunderup, der får en præmie på
30.000 kr.
Opgaven:
FO-Aarhus' administration er flyttet ind i kontorlokaler med mange
glasvægge og døre. Disse kan være svære for f.eks. sindslidende og
personer med downs syndrom at få øje på og dermed undgå at støde
ind i.
I storrumskontoret i administrationslokalerne er der på endevæggen
markeret en meget stor og høj bue, hvor vi gerne vil have en eller
anden form for udsmykning. Udsmykningen må gerne bryde buens rammer
og må gerne hænge sammen med evt. kunst på gulvet/i rummet
umiddelbart foran væggen.
Rådmand Marc Perera sagde i sin begrundelse for valget af Tinas
forslag, at det er noget, der passer til hverdagen, og som man kan
holde ud at se på og arbejde i hver dag samtidig med, at det hele
tiden er muligt at finde noget nyt i motiverne.
Se Tinas vinderforslag her: 1, 2, 3, 4.
Opgave 3: Udendørs udsmykning
Vinderne er John Stephansen og Vibeka Andersen fra
Quasiart, der får en præmie på 20.000 kr.
Opgaven:
Vi ønsker en kunstnerisk udsmykning, der i overført forstand
"sammenbinder" 2 bygninger i baggården til Frederiksgade 78. Dvs.
giver det indtryk, at bygningerne så at sige indholdsmæssigt hører
sammen. Udsmykningen kan indeholde en overdækning, men det er ikke
en betingelse.
Rådmand Jacob Bundsgaard Johansen sagde i sin begrundelse for
valget af Johns og Vibekas forslag, at det er med til at skabe
perspektiv og sammenhængskraft mellem bygningerne i FO-byen, og at
det uden ord fortæller en historie. Samtidig roste han alle de
indkomne forslag, og vinderne kunne være stolte af at blive udvalgt
mellem de mange kvalificerede bud.
Se Johns og Vibekas vinderforslag her
Til toppen