Robotter indtager Øens Madhus: Nu testes fremtidens velfærdsteknologi
Når man i fremtiden lægger vejen forbi Øens Madhus på Generationernes Hus, kan man blive mødt af robottjenere, der er fjernstyret af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.
Forestil dig at tage ud for at spise, men frem for at bestille din mad hos en tjener, bliver du betjent af en fjernstyret robot, der både kan tage imod din ordre, servere din mad eller blot holde dig med selskab.
Sådan bliver fremtidens servering på Øens Madhus i Generationernes Hus, hvor serveringsrobotter 2. april indtager gulvet.
Målet med projektet er at teste velfærdsteknologi i praksis, så det på sigt kan gøre en forskel på eksempelvis plejehjem eller bosteder.
“Med robotcaféen får vi en enestående mulighed for at teste fremtidens teknologi af i virkeligheden. Vi er som kommune nødt til at gå helt nye veje for at fremtidssikre velfærden, og her kommer teknologi, som robotterne på robotcaféen til at blive afgørende. På vores tur med Sundheds- og Omsorgsudvalget til Japan gik det virkelig op for mig, hvilke muligheder der ligger gemt i teknologien. Hvis vi skal kunne levere en høj kvalitet på vores velfærdsområder i fremtiden, så er vi nødt til at udnytte de muligheder”, siger Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
Robotterne skal betjenes af medarbejdere med sociale eller fysiske udfordringer, der gør det svært for dem at komme ind på arbejdsmarkedet. De er alle blevet oplært til at blive såkaldt robotpilot.
På caféen får robotpiloterne til opgave at styre og kommunikere gennem robotterne – og det kan i princippet foregå fra deres egne hjem. Dermed får de mulighed for at arbejde i det omfang, de kan.