Ocean Race
29. maj til 8. juni kom verdens længste og hårdeste havkapsejlads til Aarhus. Der var omkring 400.000 gæster til folkefesten i området omkring Dokk1 og Pier 2 og 3. Eventens gæster – fra skoleeleverne til bedsteforældrene – oplevede The Ocean Race Stopover som både sjovt og lærerigt, og de blev inspireret til en mere bæredygtig adfærd. Erfaringerne med klimaindsatserne blev spredt og forankret både gennem faglige og folkelige indsatser.
Fokus var på sejlads, kultur og klima/bæredygtighed, som blev formidlet gennem foredrag og debat. Det var ambitionen, at deltagerne blev efterladt med et kropsligt mærkbart indtryk, som ville forplante sig som en lyst til at værne om havet og vores klima med konkrete, håndgribelige ændringer i de små dagligdags gøremål. Med The Ocean Race 2023 skabte Aarhus endnu en maritim by-event og samtidig satte de fokus på at øge interessen for og kendskabet til aktiviteter på vandet, samt hvilken rolle havet spiller i klimakrisen og for den grønne omstilling. Der var gratis adgang til et hav af aktiviteter alle dage, og den maritime folkefest var et tilbud til alle gæster uanset alder, etnicitet og social baggrund. Aktiviteterne blev skabt i stærkt samarbejde med lokale foreninger, organisationer og kulturinstitutioner fra både byen og regionen.
FO-Aarhus gav støtte til kunstneren Maj Dørup, der havde kunstskabt værket Blue Earth, en stor klode – fem meter i diameter - lavet af genbrugsplast, som blev udstillet i Aarhus under eventen. Herudover lavede Maj Dørup under eventen endnu en skulptur – en stor bølge – lavet af mindre bølger, som blev produceret af skoleklasser op til eventen. Til dette arrangement blev borgere inviteret til at møde Maj Dørup, se hendes værker og deltage i en dialog om kunstens betydning for det gode liv, og kunsten som redskab til at sætte fokus på klimamæssige aspekter af det moderne liv.
Herudover blev der et åbent foredrags- og debatarrangement i Generationernes Hus og Aarhus Symfoniorkester rykkede ud af sine vante rammer, så deres musik blev tilgængelig for mange flere. Desuden bidrog Aarhus Jazz Orchestra med en magisk og sjov teaterkoncert, som bragte publikum jorden rundt i musik og lydbilleder.