Folkets Møde - Frivilligåret

14. maj 2018

Under Frivillighedsåret i Aarhus afvikles i sept. et Folkets Møde i FO-byen. Foreløbig er følgende arrangementer på plads.

 

Folkets Møde i forbindelse med Frivillighedsåret blev en fantastisk weekend og vi har fået en masse fine tilbagemeldinger fra nær og fjern. Også FO-byen var en stor og aktiv medspiller i weekenden. Her er en video, som blev lavet fra Folkets Møde: https://www.facebook.com/frivillig2018/videos/1115756815241860/

 

 

Folkets Møde: IngerFair - Rekruttering af frivillige lørdag den 22. sept. fra 10.00-11.15 og fra 11.30-13.00.

Program fra 10.00-11.15

Sådan rekrutterer du flere frivillige – del 1 af 2: De gode gamle dyder og nye former for frivillighed i Danmark. Frivilligheden ændrer sig fordi samfundet ændrer sig! Men i stedet for at forholde sig til samfundets udvikling og de krav nye typer frivillige stiller, er det ofte holdningen, at det er ‘de andres’ værdisæt den er gal med. Oplægsholderne tager dig gennem samfundets udvikling og udviklingen af frivilligheden. På den måde bliver du opmærksom på både de klassiske og nye typer frivillige, og hvad de ønsker at engagere sig i.

• Velkommen og hvordan bogen ’Sådan rekrutterer du frivillige’ er kronen på værket v/Frederik C. Boll, direktør i Ingerfair

• Hvorfor står folk ikke længere i kø for at melde sig som frivillig? Hør om samfundets udvikling og de seks typer frivillige og hvad du skal gøre for at engagere flere frivillige v/Troels Broberg Carlander og Marie B. Holdt, chefkonsulenter i Ingerfair

De første 15 personer får udleveret et gratis eksemplar af bogen ’Sådan rekrutterer du frivillige’ (værdi 198 kr.). Smugkig i bogen allerede nu på https://www.ingerfair.dk/ekspertiser/rekruttering-af-frivillige/ omtrent midt på siden kan du hente uddrag af bogen kvit og frit.

 

Program fra 11.30-13.00

Sådan rekrutterer du flere frivillige – del 2 af 2: Vær’ skarp på, hvad du rekrutterer til og ha’ styr på din kommunikation. En god rekrutteringsindsats handler om at have meningsfulde opgaver på hylderne. Det kræver overvejelser over arbejdsopgaver, tidsforbrug samt de forventninger, du har til nye frivillige. Oplægsholderne giver dig praksistestede redskaber til at organisere det frivillige arbejde, så din hverveindsats bliver effektiv. Samtidig får du opskriften på engagerende kommunikation – så du kan lave inspirerende infomøder og flyers der tiltrækker nye frivillige.

• Velkommen (igen) v/Frederik C. Boll, direktør i Ingerfair

• Lær om de tre zoner for engagement hos frivillige, så du kan skabe gode forudsætninger for din rekrutteringsindsats v/Troels Broberg Carlander og Marie B. Holdt, chefkonsulenter i Ingerfair

• Sådan kan du få flere med – få redskaber design af frivilligroller og engagerende kommunikation v/ Troels Broberg Carlander og Marie B. Holdt, chefkonsulenter i Ingerfair

De første 15 personer får udleveret et gratis eksemplar af bogen ’Sådan rekrutterer du frivillige’ (værdi 198 kr.). Smugkig i bogen allerede nu på https://www.ingerfair.dk/ekspertiser/rekruttering-af-frivillige/ omtrent midt på siden kan du hente uddrag af bogen kvit og frit.

 

Afholdes i FO-byen, Vester Alle 8, lokale VA8-205.

 

 

Folkets Møde: frivilligjob.dk -

AFLYST: Lør. 22. sept. kl. 13.-14.00: Har frivillige foreninger et særligt ansvar for at være mangfoldige og tilgængelige?

Arrangør: Frivilligjob.dk. Sted: Stiften Loungen, Frederiksgade 78B,st., FO-byen

Frivilligjob.dk arrangerer i den forbindelse en paneldebat d. 22. september kl. 13-14 i FO-byen i Aarhus.  Hovedemnet er teknologiens muligheder i frivillighed og inklusion af mennesker, som lever med handicap, funktionsnedsættelse eller kronisk sygdom.

Data fra Frivilligjob.dks brugerundersøgelser viser, at digitale medier kan være en indgangsvinkel til det frivillige arbejde for mennesker, som lever med handicap, funktionsnedsættelse eller kronisk sygdom. Teknologi kan være vejen ind i den frivillige verden - men der skal også være noget at komme ind i. Er frivillige foreninger overhovedet bevidste om, hvad det vil sige at være tilgængelig og efterstræbe mangfoldighed? Er der et reelt fokus på at gøre noget konkret, ændre strategier og kulturer, rekruttere anderledes og bredt fx online?

I debatten sætter vi fokus på foreningslivets ansvar for at skabe muligheder og højne tilgængeligheden for mennesker med særlige udfordringer. Har frivillige foreninger et særligt ansvar for at være mangfoldige, eller er foreningers ansvar i højere grad at nå deres formål? Hvordan undgår vi et modsætningsforhold mellem mangfoldig tilgængelighed og opnåelse af foreningens formål?

Vi har samlet et panel af relevante aktører fra civilsamfundet til at diskutere og udfordre hinanden på, om og hvordan frivillige foreninger skal være tilgængelige, og hvad frivillige foreningers ansvar er for at skabe muligheder for frivilligt engagement for mennesker, som lever med handicap, funktionsnedsættelse eller kronisk sygdom.

Paneldeltagere:

- Sofie Monggaard, Formand for Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUMH)

- Troels Boldt Rømer, Landsformand for Ungdommens Røde Kors (URK)

- En repræsentant fra Ingerfair (konsulentvirksomhed med fokus på frivilligmiljøer)

Om Frivilligjob.dk:

Frivilligjob.dk er Danmarks største portal for frivilligt arbejde med mere end 9.000 jobopslag for frivilligt arbejde årligt. Ambitionen er at understøtte mangfoldig rekruttering og vise bredden i det frivillige arbejde samt inspirere mennesker til at finde netop det frivillige arbejde, der matcher deres interesser og kompetencer. Frivilligjob.dk har eksisteret siden 2005 og er et nonprofit projekt under Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark (FriSe). Læs mere på www.Frivilligjob.dk

 

Folkets Møde: Søn. 23. sept. kl. 10-15.00: Europæisk konference: MAVEP – et europæisk perspektiv på frivillighed.

Arrangør: FO-Aarhus. Sted: Stiften Loungen, Frederiksgade 78B, st., FO-byen

MAVEP (Managing Volunteers/Empowering People) er et EU-finansieret projekt, der har til formål at finde og udforske måder at sikre livslang læring for frivillige. Projektet er lavet i et samarbejde mellem fem forskellige organisationer – græsrodsorganisationen Dafni-Kek (Grækenland), voksenuddannelsescentret Dinamo (Belgien), UCLL Universitet (Belgien), samt Studenterhus Aarhus og FO-Aarhus (Danmark).        

Sammen med vores frivillige har vi delt erfaringer, viden og spørgsmål og har arbejdet med styrkelsen af frivillige som mentorer, coaches og undervisere. Vi mener alle, at frivilligt arbejde er en optimal måde at sikre følelse af værd, social integration samt livslang læring. Gennem dette projekt har vi undersøgt måder at engagere frivillige i kapacitets-og kompetenceudveksling, så de frivillige kan dele deres viden og færdigheder. Til Folkemødet vil vi fortælle om vores erfaringer og diskutere vigtigheden af at af skabe et stærkt læringsmiljø for frivillige. Piotr Sadowsky, generalsekretær for Volunteurope er inviteret som hovedtaler. Alle er inviteret til at komme forbi, høre om projektet og deltage i debatten.

 

Folkets Møde: Seniorer uden Grænser

Søn. 23. sept. kl. 11.00 og 13.00: Udvikling uden grænser

Arrangør: Seniorer uden Grænser. Sted: Lokale VA8-202, Vester Alle 8, FO-byen

Den interessante film Pensionisternes U-landshjælp om Seniorer uden Grænsers projektarbejde i Uganda og Kenya vises og der vil være paneldebat med medlemmer af Seniorer uden Grænser, der deltager i filmen. I filmen Pensionisternes U-landshjælp følger vi to grupper af pensionister, der besøger fattige landsbyer i Uganda og Kenya. De er godt op i årene, og programmet er hårdt. I tropevarme, støv og hullede veje, lange dage i solen og primitive måltider. Men energien hos pensionisterne er lige så høj som temperaturen ved ækvator. De oplever en masse, og de får stor tilfredsstillelse af at gøre nytte.

Pensionisterne er medlemmer af foreningen Seniorer uden Grænser, og de er i Afrika for at følge op på en række u-landsprojekter, som de selv har sat i værk og skaffet penge til.

Filmen er produceret af Krithfilm med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje.

 

Seniorer uden Grænser er:

En landsdækkende forening som arbejder med udviklingsprojekter i fattige dele af verden, en forening af mennesker, der i forlængelse af et aktivt arbejdsliv stiller deres arbejdskraft, erfaringer og færdigheder gratis til rådighed for denne verdens fattige. Seniorer uden Grænser (SuG) er en landsdækkende organisation, som arbejder med udviklingsprojekter i den tredje verden. Afdeling Midtjylland er den regionale del af SuG.

Arbejdet sker gennem en række projekter og aktiviteter, hvor vi samarbejder med NGO-er i den tredje verden om at styrke og udvikle deres lokalsamfund efter princippet ”hjælp til selvhjælp”.

SuG Afdeling Midtjylland har for tiden over 25 projekter i Indien, Nepal, Afghanistan, Uganda, Guinea, Kenya, Ghana, Zimbabwe. De samlede midler til projekterne er på ca. 6 mio. DKK (2015). Finansieringen kommer fra statslige bevillinger, private fonde, virksomheder og enkeltpersoner. SuG Midtjyllands over 100 medlemmer vælger hvert en afdelingsledelse. Der afholdes månedlige medlemsmøder, hvor også ikke-medlemmer er velkomne.