Den oprindelige plan var at opføre haven i stål og beton, men en kontakt til Associerede Ingeniører i Fredericia, som havde erfaring i anvendelse af massivtrædæk til etageadskillelse førte til, at det blev besluttet at opføre haven i træ.
Ifl. Johnny Halsted Hansen fra Associerede Ingeniører har det en miljømæssig fordel at bygge i træ. Træ er et regenerativt råstof. Det koster 6-8 gange mere energimæssigt at producere beton og stål. Mange af vores hjemlige træsorter som lærk og kastanie er anvendelige, og lange transportveje med materialer kan derfor undgås.
Træ skaber ikke kuldebroer som er kendt fra konstruktioner af beton og stål, og træ har en særdeles god bæreevne sammenlignet med beton. Der var således flere ting der talte for, at den bærende konstruktion skulle være af træ, både de rent miljømæssige, men også træets isolerende evne i forhold til de planter, der skulle have deres rødder i 1.sals højde i kun 28 cm jord.