En hængende have bliver til

FO-Aarhus, Guldsmedgade 25, Postboks 159, 8100 Århus C. Tlf. 87 46 45 00

Forside 

 

     Baggrund for idéen

Der er talrige eksempler på at man i højkulturperioder gennem tiden har anlagt hængende haver i byerne. F.eks. byggede Babylons konge Nebukadnezar hængende haver til sin hustru, der savnede sit frodige hjemland, og i Italien under renæssancen plantede man buske og træer på søjler og bygninger for på den måde at forene "Naturkunst" og arkitektur.

Det er i byen de fleste mennesker tilbringer det meste af deres tid. Mange arbejder eller bor i byen, men søger ud i naturen for at stresse af og have det rart. Hvorfor ikke lave grønnere byer så her bliver rart at være?

Grønnere byer er utopi for mange mennesker, fordi man har været vant til at betragte by og natur som noget adskilt. Betragter man imidlertid mennesket som en del af naturen, er byen også natur, bare menneskeskabt. Der er masser af muligheder for at lade fantasien råde og skabe et grønt byrum, som er dejligt afstressende at færdes i.

Målet med den Hængende Have er at vise en alternativ løsning på den konflikt der er mellem byen og det grønne. En løsning der ikke betyder biler/bebyggelse kontra beplantning og grønne fristeder, men en mulighed for at byen kan rumme begge dele. Bygninger, veje og parkeringspladser fylder mere eller mindre byrummet ud, men ved at plante grønt på tage eller ved at opsætte hængende haver kan byrummet gøres grønt.

Med forholdsvis få pengemidler og en simpel konstruktion i miljøvenlige materialer blev en have på ca. 100 m2 opført i baggården hos FO-Aarhus. Haven er anlagt i 1. sals højde, så parkeringspladserne i gården bevares og som ekstragevinst har bilerne fået tag over hovedet.

Haven er anlagt til glæde for FO-Aarhus' personale, kursister og besøgende. Det er ikke bare en terrasse med planter i kummer, men en rigtig have med anlagte bede og en græsplæne, hvor man kan mærke græsset under fødderne. Der er også mange krydderurter og blomstrende buske, som tiltrækker insekter. Haven bruges desuden som formidlingshave, med emner som f.eks. "en have uden sprøjtemidler", "regnvandsopsamling", "kompostering" og "solenergi i haven".

Endnu en vigtig del af målet med den Hængende Have er at udbrede kendskabet til ideen, så andre der arbejder med byggeri og planlægning i byen, såvel offentlige som private, kan blive inspireret til lignende byggerier, der kan være med til at gøre byerne grønnere.