Opgang2 Viden

14. jan 2020

Opgang2 Viden: Når kunst møder mennesker. Seks eftermiddags-oplæg ved OPGANG2.

Kulturinstitutionen OPGANG2 har gennem mere end 40 år arbejdet med kunst. Billedkunst, filmkunst, teater og musik og altid med kunsten som et middel til udvikling, perspektivering og debat. I samarbejde med FO Aarhus vil OPGANG2 i starten af 2020 præsentere en række oplæg, der deler ud af alt denne akkumulerede viden. Fremover vil dette også være del af den nye afdeling, OPGANG2 VIDEN.

”Det ligger i folkeoplysningens DNA, at den skal give mennesker redskaber til at begå sig i den tid og den verden, de lever i. Det er præcis den samme tankegang, som alle årene har drevet OPGANG2s virke. Om det har været igennem debatskabende teater eller i unges arbejde med teater og kunst, har kunstens møde med mennesket, og hvad der så sker, været essensen,” siger OPGANG2-chef Søren Marcussen.

Formatet er en række månedlige eftermiddagssaloner, afholdt i FO-Byens foredragssal VA8-105, Frederiksgade 78C, Vester Allé 8, 8000 Aarhus, fra 16.00-17.00. Inspirerende og perspektiverende små indspark, lige efter fyraften. Gratis og åbne for alle.

 

23. januar: Livshistorier og hjerteblod gennem et halvt århundrede, historien om OPGANG2 gennem 40 år, fortalt af daglig leder Per Kjærgaard Paulsen. Hvordan virker et mange-facetteret  moderne kulturhus, i hjertet af Aarhus, anno 2020?

19./20. februar (datoen endnu ikke helt fastlagt):  Når Kunst Gør En Forskel, ved Lise Ørskov. Hvad er kunstens iboende potentialer i forhold til det enkelte menneskes egen identitetsudvikling og sammenhængskraften i samfundet? 

Arrangementerne støttes af FO-Aarhus' debatpulje.