Stiften Loungen i FO-byen

01. Dec 2014

Klub Østjylland vil i 2015 have faste foredrag hver måned i den nye Stiften Lounge, Frederiksgade 78B i FO-Byen. Her inviteres indenfor til aftener/eftermiddage med en masse spændende emner.

Aarhus Stiftstidende: Fordelsklub

Om Klub Østjylland i Stiften Lounge i FO-byen:

Klub Østjylland vil i 2015 arrangere jævnlige foredrag i den nye Stiften Lounge, Frederiksgade 78B i FO-Byen. Her vil vi invitere indenfor til aftener/eftermiddage med en masse spændende emner. Tilmelding sker via Stifttidendes Klub Østjylland: http://kluboj.lokalklub.dk/

12. nov.: Mød forfatterne bag bogen “Lær”

Professor Lene Tanggaard og forskningsassistent Tue Juelsbo aflyser jagten på den gode idé og den helt rigtige inspiration. Begge dele kommer ud af det lange, seje daglige træk, så vi skal smøge ærmerne op og gå i gang. Det vil skabe kreativitet, og alle kan lære at udvikle den.

»Kreativitet er meget mere ’business as usual’, end vi tror. Man skal arbejde i dybden med et fag. Når man kender det, kan man se, hvor der mangler udvikling og fornyelse. Hvad kan jeg tilføre og gøre bedre? Det giver en kvalificeret ideudvikling,« mener Lene Tanggaard.

Det vil hun fortælle mere om i Stiften Lounge, hvor den nye bog lanceres torsdag 12. november. Forfatterne vil fortælle om »Lær« og arbejdet med den.

De får også besøg af professor dr.med. Peder Charles fra Aarhus Universitet. Lene Tanggaard interviewer ham på scenen. Peder Charles har i mange år arbejdet og forsket i videreuddannelse af læger. Han medvirker i bogen og er manden bag begrebet accelereret oplæring, en revitalisering af mesterlærebegrebet.

Der bliver også mulighed for at netværke og hyggesnakke.

27. okt.: Strøget gennem 200 år

Forfatter Lars Svendsen udgav sidste år bogen "Strøget i Smilets by" i anledning af 160 års jubilæet og med udgangspunkt i den fortæller han historier om gamle og nye forretninger, om forlystelseslivet, banegården, den katolske kirke og meget andet. Lars Svendsen har siddet i gadeforeningens bestyrelse i 35 år, så han kender om noget til Strøgets liv og historie

28. sept.: Rum til de skæve, fattige og udsatte

Sager der Samler sætter fokus på nye steder og andre måder at være sammen på. Så der er plads til alle. Debat om idéer a la Skraldecaféen og DHL-stafet for udviklingshæmmede. Socialrådmand Thomas Medom og stadsarkitekt Stephen Willacy kommenterer idéerne. Foreningen Sager der Samler holder til i Vestergade 43B, og er for aktive medborgere, der gerne vil føre nye idéer ud i livet. Skraldecaféen er et pop-up-spisested (f.eks. i Rådhusparken i september), hvor den gratis mad er lavet af varer, der ellers skulle være kasseret. Formålet med Sager der Samler er at finde nye måder at bruge hinanden på og opdage, hvordan mangfoldighed kan berige hverdagen.

Paul Natorp fra Sager der Samler styrer debatten.

24. sept.: Fodboldstadion til Aarhus?

Aarhus mangler et rigtigt fodboldstadion. Det er de fleste fodboldtilhængere enige om. Men hvordan bliver drømmen om et fodboldstadion til mere end en drøm? Det vil Fan Trust Aarhus og Århus Stiftstidende nu forsøge at besvare, når de inviterer til et debat- og idemøde om et fodboldstadion i Aarhus. På mødet samles politikere, arkitekter og fodboldfolket for første gang til en dialog om ønsket om et ny stadion.

Nærmest siden ombygningen af Aarhus Stadion for 15 år siden har der været debat i Aarhus om byens stadion og indretningen til fodbold. En debat, der i det sidste par år har fået nyt liv i form af offensive udmeldinger fra AGF og ikke mindst fra tilhængerne, der har et varmt ønske om et stadion uden løbebaner.

Den debat samler Fan Trust Aarhus og Århus Stiftstidende nu op på og giver nyt liv gennem et offentligt møde om fremtidens stadion i Aarhus. Mødet - der er åbent for alle - finder sted i Stiften Lounge i Aarhus den 24. september.

- Der er mange fodboldfans i byen som ønsker et nyt stadion til Aarhus eller en ombygning af det gamle. Men ofte stopper debatten dér - ved ønsket. Men vi vil gerne bringe ambitionen videre og gøre den mere konkret for at få ambitionen et skridt videre. Det kan sådan møde forhåbentlig bidrage til, siger Mathias Rønn Waack-Möller, der er formand for Fan Trust Aarhus, som er en forening af aktionærer og fans af AGF.

- Vi er sat i verden for at tjene tilhængernes sag. Derfor ligger et nyt stadion os meget på sinde, og vi mener, at det både er i fodboldfolkets og i byens interesse, hvis der kommer en løsning, tilføjer Mathias Rønn Waack-Möller

Mød de centrale personer

Mødet vil samle op på de synspunkter, der har præget debatten og præsentere forskellige konkrete løsningsforslag, ligesom mødet giver fodboldtilhængerne i Aarhus mulighed for at give deres besyv med direkte til beslutningstagere, arkitekter og til hovedaktøren på det nuværende stadion, AGF.

På mødet deltager således kulturrådmand i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad (R), børne- og ungerådmand Bünyamin Simsek (V), samt gruppeformand for SF og medlem af teknisk udvalg i Aarhus Kommune, Jan Ravn Christensen (SF).

Politikerne får selskab af direktør i Aarhus Elite, Jacob Nielsen som vil fortælle om AGF’s ambitioner og ønsker på stadion-området, mens arkitekt Mikkel Wienberg fra Friis & Moltke, arkitekterne Thomas Mau og Svante Griffel fra Mauhaus vil fremlægge to konkrete eksempler på en løsning.

Derudover deltager også by-udvikler og bestyrelsesmedlem i Aarhus Fremad, Rune Kilden, Henrik H. Brandt, direktør i Idrættens Analyseinstitut, samt chefredaktør for Århus Stiftstidende, Jan Schoubye. Ordstyrer: Søren Højlund Carlsen.

Mødet om fremtidens fodboldstadion i Aarhus er arrangeret af Fan Trust Aarhus i samarbejde Aarhus Stiftstidende og finder sted i Stiften Lounge i FO Huset, Frederiksgade 78B i Aarhus torsdag den 24. september 2015 kl. 19.00.

Alle er meget velkommen til mødet, men der er begrænset plads, så arrangørerne opfordrer interesserede til at melde sig til på forhånd. Det sker via Fan Trust Arhus’ facebookside.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst mødets ordstyrer: Søren Højlund Carlsen, tlf. 41 14 11 52

 

30. juni: Åbent redaktionsmøde

Vi inviterer læserne/kunderne til et offentligt redaktionsmøde, hvor de kan overvære redaktionsmødet og desuden komme med idéer og give deres mening til kende. Hvad er deres behov? Og hvordan kan avisen/platformene dække det?

13. juni: Valgmøde

Jonas Dahl (SF), NIcolai Vammen (S), Jacob Ellemann-Jensen (V) og Jens Salling (K) debatterede bl.a. integration, togfond og timedrift mellem de store byer, ny lufthavn i Aarhus, jobskabelse, kontanthjælpsloft, finanskrise. Ordstyrer: chefredaktør Jan Schouby.

10. juni: Iværksættere

Er vilkårene for iværksættere i Aarhus gode nok? og kan de gøres bedre? Adrian Fey fra Culture Works er ordstyrer og vil sætte fokus på nye arbejdsfællesskaber og erhvervslivets rolle i forhold til de nye firmaer, samt politikernes rolle i forhold til iværksættere. Desuden debatteres iværksættermiljøets betydning for byområder og byudvikling.

I panelet sidder bl.a. Nico Grünfeld fra det nye parti Alternativet og iværksætter Sissel Hansen, som har udgivet en Start Up Guide.

1. juni: Kom og mød kulturredaktionen.

Om nytænkning og innovation. Avisen vil gerne endnu tættere på sine læsere og kilder og inviterer dem til at komme og fortælle om de ting, de synes fungerer i Stiftstidendes kulturdækning eller om de ting, der ikke gør. Der er plads til forslag om forbedringer, ændringer m.v. Chefredaktør Jan Schouby vil være til stede.

26. maj: Hvad skal vi med somalierne?

Fokus på diskrimination og beskæftigelse. Ordstyrer Ole Jessen. Der bor ca. 4000 med somalisk baggrund i Aarhus, halvdelen af dem er under 20 år. Bl.a. Gert Bjerregaard (V), Jette Jensen (EL) og Khaled Hussein Ahmed deltog i debatten, der bl.a. berørte diskrimination, kønsroller, uddannelse, radikalisering og kriminalitet.

7. maj: Ulighed.

Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance og Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening diskuterede ulighed og fattigdom i dagens Danmark. Skal kontanthjælpen sættes ned for at få folk i arbejde? Og hvad gør man for at afhjælpe sundheds- og alkoholproblemer f.eks. Hvordan får vi flere til at tage en uddannelse - og mange andre spørgsmål var i spil.


29. april: Debat om demens.

Antallet af danskere der rammes af demens vokser eksplosivt i disse år. Cirka 90.000 lever med sygdommen, men tallet ventes i 2040 at være steget til 155.000. Aarhus Stiftstidende giver dig i samarbejde med FO-Aarhus muligheden for at blive meget klogere på demens. FO-leder Torben Dreier, der også er ordstyrer, har sammensat et panel af personer, der til dagligt har sygdommen inde på livet: eksperter, politikere og pårørende.

"Hvordan støtter vi personer med demens og deres netværk og hvilke udfordringer er der"

Torben Dreier ordstyrer

Hanna Frühstück, demenskonsulent: Hvad er demens? Forskellige perspektiver og støttemåder?

Hollands landsby / Skotland . http://www.information.dk/315052 Passer systemet til borgerne?

Spørgsmål og kommentar fra salen

Respons fra følgende på Hanna Frühstück: Poul Erik Jacobsen pårørende til en dement, Ilse Klinke pårørende til en dement

Spørgsmål og kommentar fra salen

Kærlig kommune og demens v/ Annemarie S. Zacho-Broe, Sundhedschef i Aarhus kommune

Spørgsmål og kommentar fra salen

Respons på aftens oplæg v/ Nis Peter Nissen Direktør for Alzheimerforeningen i Danmark: Matcher de tilbud, vi har i byen de drømme vi har for de demente

Spørgsmål og kommentar fra salen

Udstilling med historier og billedere om demens i Stiftens Lounge i FO-byen

20. april: Aarhus’ identitet

Stiften-ambassadør Kim Bisgaard, partner i Culture By Innovation Lab, står i spidsen for debat om byens identitet: ”Aarhus tilhører befolkningen. Bygninger er bare nogle, vi er i. De forgår” udtaler han til Stiftstidende. Kim er tidl. leder af Horsens Teater og Godsbanen i Aarhus. Med i panelet sidder byudvikler Rune Kilden, stadsarkitekt Stephen Willacy, designer Ruth Crone Foster, Frontløber-leder Signe lund Juhler samt byrådspolitikere. Aftenen optages på video, så debatten efterfølgende kan leve videre.

22. april: Livemagasinet

Journalistisk sceneshow - en aften i de gode fortællingers navn, når Århus Stiftstidende og Livemagasinet sammen udfordrer journalistikkens formater. Publikum er inviteret med til at stille spørgsmål, kommentere, klappe og le. For vi mødes i et og samme rum. En aften. Et sted.

http://kluboj.lokalklub.dk/livemagasinet-apr

 

15. april kl. 19.00: Nils Malmros: En fortælling om filmene og mennesket

Et spændende og rørende foredrag, hvor filminstruktør Nils Malmros blandt andet vil fortælle om baggrunden for filmen Sorg og glæde, der bunder i en ufattelig tragisk hændelse.

Nils Malmros er kendt som en af de vigtigste danske filmskabere, bl.a. for filmen Kundskabens Træ, der er blevet optaget i den danske kulturkanon for sin skildring af faldet fra barndommens uskyld. Malmros trækker ofte på egne erfaringer i sine film, og i første halvdel af foredraget vil han sætte lys på, hvorfor det er netop dér, hans film slår deres rødder.

I anden halvdel vil Malmros give publikum et indblik i den mest tragiske hændelse i sine 70 år som menneske. En tragedie som kun få vil kunne sætte sig ind i og endnu færre forstå. Nu – 30 år efter hændelsen, har Malmros haft premiere med filmen Sorg og glæde, der skildrer den stærke historie. Malmros vil i løbet af foredraget vise klip fra filmen og redegøre for sin mest personlige film.

Malmros har selv sagt om sine film: ”Med udgangspunkt i min egen opvækst har mine film handlet om uskyldstabet og om stadier på vejen til at blive voksen. De har kredset om den uforløste og ulykkelige kærlighed. Med min nye film vil jeg fortælle om at nå frem til den gensidige og modne kærlighed gennem den største sorg og glæde i livet. Det kan lyde stort, men jeg føler, at jeg har dækning for ordene.”

99 kr. Billetten inkluderer en kop kaffe eller te. Arrangementet gennemføres ved min. 30 deltagere, max. 80.


7. april: Classic Race Aarhus

­Vinforedrag og smagning v/ Claus Broberg / S&C Wine

­Oplæg v/ Jan Schouby omkring dækningen af Classic Race Aarhus, den kritiske vinkel, vigtigheden for byen.

Oplæg om CRAA v/ Søren B. Johansen, de frivillige, velgørenheden, vigtigheden af vores mediepartner, Formel 1.

 

31. marts: Foredrag om De Hvide Busser

I slutningen af 2. Verdenskrig hentede De Hvide Busser danske og norske fanger hjem fra i de tyske koncentrationslejre. De hvidmalede busser havde røde kors på tag, sider, front og bag, så fjenden ikke forvekslede dem med militær. Arne Doktor kendte en af de vognmænd, som deltog i redningsaktionen, og denne aften fortæller han om de gribende og barske oplevelser.

Tid og sted: Tirsdag den 31. marts 2015 kl. 19.00-20.30 i FO Byen - Stiften Loungen, Indgang via Frederiksgade 78, 8000 Aarhus C.

Prisen 39. kr. er pr. person og inkluderer entré samt kaffe og te.

 

17. marts kl. 19.00: Arne Doktor: Rejseforedrag om Rom

Rom har gennem tiden fået mange tilnavne, blandt andet Verdens Hovedstad og Den evige Stad. Og ikke uden grund, for da vi havde Jernalder i Danmark, boede der ca. 1 million mennesker i Rom. De mange spændende bygninger fra det romerske imperium er ikke udstillet til ære for turisterne, men indgår som en naturlig del af den moderne by.

H.C. Andersen skriver i en af sine bøger fra et besøg i Rom, at et liv er ikke nok til at opleve byen. Der findes et utal af spændende seværdigheder, og under dette foredrag fortæller Arne Doktor også om den katolske kirkes indflydelse på såvel Italien som store dele af den øvrige verden, ligesom han giver et indblik i italiensk levevis, familiesammenholdet og de sociale forhold.

Det lå ikke just i kortene, at den nu 62-årige eventyrer Arne Doktor skulle leve af at rejse. Han er oprindeligt uddannet bankmand i Bjerringbro. Det blev også til en periode i socialforvaltninger hos et par kommuner, ligesom han i en periode var ejendomsmægler. Sideløbende med det faste job arbejdede han som chauffør og rejseleder hos diverse rejsebureauer.


11. marts: Livemagasinet kl. 19.00. 90 kr.

Denne gang skal det handle om kroppen og vores fascination af den i alle dens mere eller mindre veldrejede afskygninger, når der blændes op for livemagasinet »Stiften Live« - et journalistisk sceneshow hvor du kan blive klog på alt fra ekstrem kropsdyrkelse til løssluppen og sexet burlesque-dans.

Hvem skulle nu tro, at en håndfuld overvægtige håndværkere kunne blive et seer-hit. Men det blev de, og onsdag aften kan du igen møde smeden Søren Holm fra DR-serien »Rigtige mænd«, hvis krop og indstilling til kost gennemgik en drastisk ændring igennem programmerne. Før elskede han kager og bøfsandwich, men nu er han sund og helt i vater med tidsånden. Men hvad siger de skeptiske håndværkerkolleger til hans forvandling?

Hvad er skønhed, og hvad er det, der får os til at føle os grimme? Spørgmålene om skønshedsbegreber og kropsdyrkelse stilles af Julie Krog Vistisen, og til at svare på dem, har hun inviteret idehistorikeren og sociologen Cecilie Rimdal fra Aarhus Universitet. Som i premiere-udgaven i februar er det Julie Krog Vistisen, chefredaktør på Livemagasinet, der i samarbejde med Århus Stiftstidende har skruet aftenens program sammen. Så der er garanti for både indsigt og underholdning, når der stilles skarpt på former og vægt, det grimme og det skønne.

Livemagasinet er et journalistisk sceneshow, hvor de gode historier kommer til live, når journalister og kilder mødes på en scene. Publikum er inviteret med til at stille spørgsmål, kommentere, klappe og le.

Journalist Kirstine Sckerl, Århus Stiftstidende, har inviteret Pernille Lund Olesen, burlesquedanser og direktør i teaterforeningen Cabaresque, til en snak om fænomenet burlesque, der i de seneste år har fået en revival på de små teaterscener i byen. Burlesque kan spores helt tilbage til midten af 1800-tallet, hvor den kombinerede sensualitet, satire, løssluppenhed og performance. Nu blomstrer burlesque igen - men hvad kan den og hvad skal vi bruge den til? spørger Kirstine Sckerl. Som optakt til debatten vanker der en lille smagsprøve på burlesque.

 


5. marts kl. 19.00 på Train: Når sandheden skal frem v/LarsChristiansen

Han havde sin landsholdsdebut i 1992, han har spillet 338 landholdskampe og scoret 1503 mål! I marts kommer den levende håndboldlegende Lars Christiansen til Aarhus, hvor han giver et åbent og ærligt - og ikke mindst hylende morsomt - foredrag om de nederlag og sejre hans liv har budt på. Foredraget er lavet i et samarbejde mellem Klub Østjylland, Århus Håndbold og FO-Aarhus

I et åbent og ærligt foredrag fortæller Lars Christiansen om de sejre og nederlag hans liv har budt på. Lars’ rekordliste som håndboldspiller er lang. På trods af enorm succes, har Lars alligevel kæmpet med angst og stress. I foredraget går han helt tæt på den angst han fik i slutningen af sin aktive karriere. Han fortæller om årsagen, og om hvordan han efterfølgende har rejst sig igen. På trods at et seriøst indhold, hvor deltagerne kommer helt tæt på, så opleves foredraget som positivt, fordi Lars i sine historier har masser af sjove og inspirerende anekdoter.

Toldbodgade 6, 8000 Aarhus.

 

19. febr.: Kinesisk nytår -med nytårsmiddag og foredrag

Hvad spiser kineserne typisk nytårsaften? Svaret er Jiaozi, som er en slags kinesisk ravioli - små kogte dejpuder med forskelligt fyld. Og hvordan laver man så jiaozi? Det vil en gruppe lokale kinesere lære aftenens gæster. Kinesisk nytår følger månekalenderen, og i år falder nytåret torsdag den 19. februar. Præcis på selve aftenen vil vi få muligheden for at høre mere om nytår på kinesisk og ikke mindst selv både lave og spise en ægte kinesisk nytårsmiddag. Det er ikke særlig svært og garanteret morsomt.

http://kluboj.lokalklub.dk/events/kinesisknytaar

 

16. febr.: Religion i Kina - en lystvandring i troens univers

Bliv klogere på Kina og kinesiske traditioner, når sognepræst Torben Brink med udgangspunkt i de kinesiske nytårstraditioner fortæller os om 'Riget i midten'. Han har igennem mere end 20 år rejst i Kina og viser os mange af de religiøse effekter, som han har samlet.

http://kluboj.lokalklub.dk/foredrag/religion-kina

 

4. febr. kl. 19.00: Christina Tatarczuk: Happy Wife - Happy Life

Et spændende og tankevækkende foredrag med certificeret sexolog, parterapeut og iværksætter Christina Tatarczuk. Hun sigter skarpt på livet som mor og det herlige hektiske liv, som er resultatet deraf. Christina Tatarczuk er mor til syv børn, og hun ved om nogen, hvordan livet som mor både er berigende og fantastisk, men også hårdt og hektisk. Hun er en levende brugermanual, når det kommer til - ikke bare at overleve hverdagen - men om at skabe plads til nydelse, lykkeglimt og selvkærlighed. Når mor er glad er alle glade, og opskriften på dét afslører Christina gennem skæve og hjertevarme anekdoter fra livet med vasketøjsbjerge, en spændende karriere og ambitionen om alt andet end nøjsomhed.

 

28. jan. kl. 19.00: Livemagasinet i Stiften Loungen - Journalistisk sceneshow

En aften i de gode fortællingers navn, når Aarhus Stiftstidende og Livemagasinet sammen udfordrer journalistikkens formater. Mød blandt andet Stiftens chefredaktør, Jan Schouby, Livemagasinets chefredaktør Julie Krog Vistisen samt journalist Jakob Dybro Johansen.

Livemagasinet er et journalistisk sceneshow, hvor de gode historier kommer til live, når journalister og kilder mødes på en scene. Publikum er inviteret med til at stille spørgsmål, kommentere, klappe og le. For vi mødes i et og samme rum. En aften. Et sted.

Til det første af en række Livemagasiner i Stiftens Loungen vil Århus Stiftstidendes chefredaktør, Jan Schouby, åbne Livemagasinet med sin leder.

 

18. jan. kl. 15.00: Henrik Duer: Sund livsstil

Har du styr på nytårsforsættet eller har du brug for et ekstra skud motivation til at komme i gang med en sundere livsstil? Der er ingen løftede pegefingre, men derimod gode og brugbare råd til at få succes med den sunde livsstil.

Tilhørerne bliver taget med igennem sundhedsjunglen og den nyeste forskning belyses.

Hør bl.a. om:

- de værste sundhedsfælder inden for kost og motion

- de bedste tips til at komme i gang og få succes

- hvordan du finder den strategi/metode, som passer dig bedst

Alle kan lære noget af foredraget - også jer der bare gerne vil smide et par kilo eller leve sundere.

Henrik Duer er vært og træner på TV3-programmet ”Ekstremt fed” og uddannet cand. scient. idræt og kemi - og partner i Fitness Institute og Sundtbmi.dk