Bakken Baers skaffer lærepladser

08. Jun 2012

Bakken Bears-sponsorer skal skaffe lærepladser til unge håndværkere Et nyt aarhusiansk projekt skal skaffe 150 unge fra Aarhus Tech en praktikplads. Et samarbejde mellem skolen, FO-Aarhus og Bakken Bears skal få basketballklubbens store sponsornetværk aktiveret, så fremtidens håndværkere kan få den nødvendige praktiske erfaring.

Bakken Bears har succes på banen, og nu skal klubbens bagland være med til at sikre, at spirende håndværkere får succes med at gennemføre deres uddannelse. Klubben er nemlig gået ind i et projektsamarbejde med FO-Aarhus og Aarhus Tech, hvor Bakkens Bears bidrag er at bygge bro mellem praktik-hungrende elever og klubbens vidt forgrenede sponsornetværk.

 

"En af vores største udfordringer i samfundet er, at vi har en stor gruppe unge, som gerne vil tage en uddannelse, men som bliver nødt til at afbryde forløbet, fordi de ikke kan finde en praktikplads. Alene i Aarhus manglede der i februar 300 pladser," siger projektleder Thomas Unterschlag, som har søgt og fået godt en million kroner til projekt "Lærlingeprojektet" hos Det Lokale Beskæftigelsesråd for Århus og Samsø.

 

Et socialt ansvar

Men pengene, som skal gå til administration af projektet, er kun et middel på vejen mod det endelige mål - nemlig at finde virksomheder, der kan fungere som praktiksteder for eleverne. Derfor har Thomas Unterschlag taget kontakt til Bakken Bears' bestyrelsesformand, Claus Hommelhoff, som har sagt ja til at gå ind i projektet .

 

"Som sportsklub vil vi gerne være med til at tage et socialt ansvar, og derfor tøvede vi ikke med at gå ind i projektet. Vi kan da også allerede nu mærke, at der er interesse for projektet blandt sponsorerne. Vi har jo nogle stærke virksomheder fra byggebranchen i sponsorkredsen, og de har givet udtryk for, at de gerne vil bakke op om projektet," siger Claus Hommelhoff.

 

At det netop blev Claus Hommelhoff og Bakken Bears, der blev inviteret med i projektet, er ifølge Thomas Unterschlag ikke nogen tilfældighed.

 

"Udover at være en succesfuld sportsklub er det helt tydeligt, at det også er en veldrevet organisation med en enorm opbakning i erhvervslivet. Jeg er overbevist om, at Bakken Bears kan bygge bro mellem sponsorerne og Lærlingeprojektet, og jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at vi når vores målsætning om, at vi får formidlet 150 praktikpladser inden udgangen af 2013. Det er et yderst ambitiøst mål, men jeg er overbevist om, at vi når det," siger Thomas Unterschlag,

 

Intet administrativt bøvl

En af årsagerne til optimismen er også, at samarbejdet med Aarhus Tech og FO-Aarhus gør det muligt at fjerne stort set samtlige af de administrative byrder fra virksomhederne, som typisk står i vejen for en praktikforløb.

 

"Der er mange mestre, der oplever, at der er meget skriftligt bureaukrati. Men det ligger i projektet, at Aarhus Techs virksomhedskonsulenter tager sig af papirarbejdet og de praktiske ting med at få virksomhederne godkendt som lærepladser. Samtidig kan FO-Aarhus tilbyde de unge supplerende undervisning sideløbende med praktikken, og går man med i projektet, kan de eksisterende ansatte også få tilbudt undervisning - eksempelvis for ordblinde. Der er virkelig meget at komme efter for virksomhederne, så vi har store forhåbninger," siger Thomas Unterschlag.

 

Et åbent projekt

Projektlederen håber, at samarbejdet med Bakken Bears kan være med til at brede kendskabet til projektet ud i østjylland.

"Bakken Bears' sponsornetværk er en fremragende platform at tage udgangspunkt i, men det er vigtigt at understrege, at projektet er åbent for alle interesserede virksomheder. Der er brug for, at alle gode kræfter tager ansvar for, at vi kan nå vores målsætning og give de unge mennesker en uddannelse til gavn for os alle. Så selv om man måske ikke har en direkte tilknytning til Bakken Bears, er man mere end velkommen til at kontakte os for at høre nærmere," siger Thomas Unterschlag.

 

 

For yderligere informationer:

Projektleder Thomas Unterschlag, 2871 1430, thomas.unter@gmail.com

Bestyrelsesformand i Bakken Bears Claus Hommelhoff, 5121 1251 claus.hommelhoff@formuepleje.dk