Kosmos optog

Kosmos Good Life Optog

Dette livlige, farverige, fortryllende og visuelt stærke optog præsenterede Teatret KOSMOS' 3 meter høje dukker, maskefigurer, klovne, livemusik og gæstekunstnere. KOSMOS Good Life Optog skabte liv i gaden og spredte glæde i interaktivt spil med mennesker i alle aldre og fra forskellige kulturer. Produktionen var et samarbejde mellem Teatret KOSMOS, GeLinde/ ReThinkers og FO-Aarhus. 2023 var det femte år, hvor paraden foregik i Aarhus.

Kunstnerisk leder / instruktør: Maria Lexa, der oprindelig kommer fra San Francisco i USA og har en lang historie i Aarhus som skuespiller, mesterlærer, teaterleder og festivaldirektør med speciale i storslåede forestillinger i byens rum.

Optoget varede ca. 75 minutter.

Fredag den 16. juni kl. 16.00 og lørdag den 17. juni kl. 13.00.

Lørdag den 26. august og søndag den 27. august kl. 13.00.

Optoget startede og sluttede i gården i FO-byen, Frederiksgade 78 og slangede sig gennem Aarhus Midtby. Omklædning for de medvirkende skete samme sted.

Enhver som havde lyst til at nyde festlig optræden i gaden kunne være med. Det var en fordel at have erfaring med teater, dans, musik, maskespil, komik, improvisation, mv.

INFO-MØDE og orienterings-aften var den 12. april, kl. 19.00 – 21.00 hos GeLinde, Balticagade 19, 8000 Aarhus C. Herefter var der gratis workshops med Maria Lexa og man kunne lære teknikker om gadeteater og om at optræde med masker og store dukker. Arrangeret af Street Performers Arts Association (SPAA) den 29 og 30. april, kl. 10-16.00 i Folkehuset, Ankersgade 21, 8000 Aarhus C.

KOSMOS Good Life Optog inddrog mange lokale kunstnere og gæstegrupper fra regionen, inkl. Rethinkers, Aarhus Universitet, HF Stage, FGU Artistlinjen, Masketeatret Dunkelfolket fra Aalborg og Ikarus Stage Arts fra Nordisk Teaterlaboratorium i Holstebro. Kosmos Optoget blev støttet af Foras udviklingspulje. Masker og dukker var kunstværker i sig selv. Produktionen benyttede træmasker som blev fremstillet af traditionelle maskemagere i Bali, mens andre var håndlavede af de danske kunstnere Kirsten Gitz-Johansen og Jens Kirkedal Jensen. Aarhus kunstner Helle Bull Sarning havde fremstillet graciøse sommerfugle i pil og papir og optogets unikke kæmpedukker var designet og skabt af Maria Lexa.

Støttes af Foras udviklingspulje