Aarhus-debatter på Dokk1

 

3. dec. kl. 17-18.30: Friluftsliv i True Skov

 

Debatmøde for alle på Gellerup Bibliotek, Gudrunsvej 78, 8220 Brabrand.

 

Har du opdaget skoven, der skyder op omkring True. Der er planlagt sankespor, rideruter, mountainbiketracks og løberuter i den. Vil du være med til at forme dem?

 

 

 

I 2018 udviklede en stor gruppe borgere, Aarhus Kommune og Naturstyrelsen en udviklingsplan for friluftslivet i området. De ønsker sig mere varieret natur, nye stisystemer for dem der vil sanke, ride, cykle, løbe eller nyde skovens dybe, stille ro. Mange af de foreslåede tiltag er afhængige af samskabelse og lokalt engagement, som også kan danne grobund for andre gode ideer og tiltag. Så hvordan kommer vi fra gode ideer til virkelighed?

 

 

 

De første træer blev plantet for 25 år siden, og skoven har for længst rejst sig i landskabet og indbyder til brug. True Skov indbyder til engagement og løbende udvikling. Den er i voksealderen og meget mere formbar end gammel skov.

 

"True Skov og dens forlængelse ind i Skjoldhøj Kilen og Langdalen har et kæmpe potentiale, og den er der for at blive brugt. Der er seks kilometer i fugleflugt fra Hasle Bakker til True Skovs vestlige grænse - så der er plads til både natur og friluftsliv," siger Anders Busse Nielsen. Han er landskabsarkitekt, professor og Naturstyrelsens mand i True Skov

 

 

 

Udviklingsplanen for friluftsliv i True Skov området foreslår blandt andet:

 

Huleby

 

Mountainbikerute

 

Rideruter

 

Foreningshus

 

Shelterby

 

Sankespor, der skal bestå af en nøddevej med hassel og valnød, en frugtsti med æble, pærer og blomme og et bærspor med solbær, skovjordbær og hindbær

 

 

 

Tilmeld dig på mail: bth@lokalavisen.dk

 

Århus Onsdag/Lokalavisen Aarhus, Vores Brabrand, Dokk1 og FO-Byen arrangerer og har inviteret Naturstyrelsen, Aarhus Kommune og alle, der vil være med.

 

 

 

 

5. nov. kl. 17-18.30 på Dokk1: Trafikken i Aarhus.

Aarhus-debatten er en ny række debatter, der tager udgangspunkt i lokale dilemmaer, trends, muligheder og udfordringer. Udgangspunktet er Aarhus, men blikket løftes naturligvis regionalt, nationalt og internationalt.

Aarhus-debatten er et samarbejde mellem Lokalavisen Aarhus, Aarhus Bibliotekerne og FO Aarhus.

Den første Aarhus-debat handler om de trafikale udfordringer i Aarhus. Hvordan løser vi dem? Hvad er der af muligheder og hvilke planer er allerede igangsat?

Til debatten, der er åben for alle, vil vi debattere nogle af de emner, som Lokalavisen har fået ind via deres læsere og præsentere emnerne for blandt andre rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek.

Gratis. Kræver ikke tilmelding.